Artiklen

Alle ændringer

Beredskabskorpset

Vers. 7
Denne version blev publiceret af Autokorrektur 6. oktober 2024. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Beredskabskorpset, tidligere betegnelse for det humanitære korps under Beredskabsstyrelsen. Beredskabskorpset betegnes også det Statslige Regionale Redningsberedskab i Beredskabsloven.

Ved oprettelsen af Beredskabsstyrelsen i 1993 overgik korpsbetegnelsen fra Civilforsvarskorpset til dette, men fra august 2001 er betegnelsen officielt udfaset. Beredskabsstyrelsens centre i Thisted, Herning, Haderslev, Næstved, Allinge og Hedehusene er herefter benævnt med områdebetegnelser, hhv. Beredskabsstyrelsen Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, Sjælland, Bornholm og Hovedstaden.

Korpset blev oprettet i 1949 som Civilforsvarskorpset, der erstattede Statens Civile Luftværn og Civilbeskyttelsens Udrykningskolonner, CBU. Civilforsvarskorpset ændrede i 1993 betegnelse til Beredskabskorpset og blev integreret i Beredskabsstyrelsen.

Beredskabskorpset/Civilforsvarskorpset indkaldte og uddannede værnepligtige i brand- og redningsarbejde. Dette er fortsat ved Beredskabsstyrelsens afdelinger i Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, Sjælland, Bornholm, hvor værnepligtstiden er 9 måneder (2023).