Vers. 7
Denne version blev publiceret af Jørgen Nørby Jensen 29. september 2020. Artiklen blev ændret 111 tegn fra forrige version.

Argot er bestemte faggruppers uofficielle særsprog.

Argot er afvigende, ofte fantasifulde betegnelser for mere almindelige forhold, ord og udtryk, der ikke kendes af udenforstående og derfor giver en indforstået fortrolighed blandt fagfæller. Fx er horeunge 'linje, der slutter øverst på en side', oprindelig typograf-argot, men er nu nok mere almindeligt kendt, og lejfig 'god' er gammel cigarmager-argot.

Argot skal skelnes fra slang, der har en mere almen udbredelse, og fra jargon, der bruges af en mere snæver gruppe, fx af en familie eller en kunstnerkreds (som den berømte Bakkehusjargon). Disse tre begreber er dog vanskelige at afgrænse indbyrdes.

I Frankrig var argot oprindelig forbrydernes frisprog, men begrebet står nu for dagligsprogets slang; der er udtrykket almindeligt brugt, mens det på dansk næppe bruges meget uden for sprogfolks kreds.