Pollen, pollenkorn, blomsterstøv, den hanlige gametofyt hos nøgenfrøede og dækfrøede planter. Pollenkornet er den haploide generation og består af ganske få celler, hvoraf de vigtigste er de to hanlige kønsceller (gameter).
Pollenkornet er omgivet af en kompliceret opbygget væg, hvis komponenter kan frembringe irritationer hos pollenallergikere (se pollenallergi). Væggen er opbygget af to lag: Det ydre lag, exinen, består af stoffet sporopollenin, der er særdeles modstandsdygtigt (se også pollenanalyse); det indre lag, intinen, indeholder især cellulose og pektin. I exinelaget forekommer små hulrum, der er opfyldt af artsspecifikke proteiner, og disse stoffer skal støvfangets celler kunne genkende, for at pollenet spirer, og en befrugtning kan finde sted. Overførslen af pollen fra støvknapper til støvfang kaldes pollination eller bestøvning.
Pollen kan variere i form (kantede, kuglerunde eller ellipseformede) og i størrelse fra meget små (2,5-3,5 μm) hos forglemmigej (Myosotis) til små (10-14 μm) hos alm. slangehoved (Echium vulgare) og meget store (230-250 μm)
Visse pollen, fx fra fyr og gran, indeholder luftsække, så de lettere spredes med vinden. Vindbestøvede arter, fx elm, birk og hassel, producerer ofte et betydeligt antal pollen fra en enkelt plante, og luften kan derfor i perioder indeholde store mængder af vindbårne pollen. Pollentallet angiver netop, hvor mange pollenkorn af en bestemt art der er indeholdt i 1 m3 luft (se også konidier). I sjældne tilfælde kan både fyre- og birkepollen danne synlige pollenskyer, der drives frem fx ved et forestående tordenvejr, hvorved pollene kan skabe ubehagelige reaktioner selv hos ikkeallergikere, idet skyen indeholder mange titusindvis af partikler. Oftest ses store pollenkoncentrationer på vandoverfladen i vandløb og søer, som en gullig plamage, fx efter kraftige regnskyl. Pollen hos vindbestøvede planter er ofte glatte og tørre, mens pollen hos de fleste insektbestøvede arter er klæbende, så de hæfter sig til bestøveren.
Hos orkidéer er pollenkornene fra en støvsæk klæbet sammen til et køllelignende pollinium. Pollenkornets form, størrelse og exinemønster er sammen med andre morfologiske træk, fx antal, placering og udseende af spireporer, karakteristiske for den enkelte art, hvilket udnyttes i pollenanalyse (se også palynologi, læren om pollen og sporer).
