Vers. 11
Denne version blev publiceret af Marie-Louise Hammer 25. april 2012. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Ales stenar, skibssætning, ca. 13 km sydøst for Ystad. Ales stenar, der er Sveriges største skibssætning, er 67 m lang, 19 m bred og består af 59 sten med en vægt på mellem 500 og 1800 kg.

Ales stenar er placeret højt i landskabet helt ud til havet. I den sydlige del er der fundet en urnegrav.

Skibssætningen stammer antagelig fra omkring 600, evt. fra vikingetiden. Ifølge traditionen var Ale en stor vikingehøvding, som blev begravet i skibssætningen. Det er dog uklart, hvad ordet ale henviser til.

Ligeledes har også selve anlægget været genstand for diverse tolkninger, bl.a. er det blevet sat i forbindelse med solkult og arkæo-astronomiske forhold.

Se også megalitisk astronomi.