Vers. 10
Denne version blev publiceret af Poul Steen Larsen 22. juni 2021. Artiklen blev ændret 152 tegn fra forrige version.

Farvetryk er tryk med flere eller andre farver end sort, kendes i Orienten allerede fra 800-tallet og i Europa fra midten af 1400-tallet til bloktryk eller blokbøger, håndtrykt med farvede træsnit. Efter slutningen af 1400-tallet bliver pressetrykte bøger meget ofte forsynet med farvetrykte initialer – eller kan være forsynet med træsnit i flere farver. Efter ca. 1600 kender man kobberstik trykt fra plader, der indfarvedes partielt i hånden og fra midten af 1600-tallet kendes også kobberstik trykt efter tur med forskelligt indfarvede plader. Opfindelsen af litografien (stentryk) i slutningen af 1700-tallet gjorde det lettere at trykke i farver, efter tur fra forskelligt indfarvede sten. Men efterkolorering i hånden af litografiske fortryk ses alligevel helt frem til midten af 1800-tallet, specielt i børnebøger, der skulle være billige.

Med opfindelsen af rasteret i slutningen af 1800-tallet kunne man trykke farvetoner i klassisk bogtryk (højtryk) og med såkaldte halvtoneklichéer integrere farvebilleder i en tilhørende, blysat tekst. Parallelt med denne udvikling fik farvetryk dog også fra 1880'erne indpas i dybtryksteknikken som fotogravure, billeder fotografisk kopieret over på kobberplader, eller i rotationspresser benyttet til avis og tidsskriftproduktion.

Klichéer til farver i bogtryk kunne ikke overleve fotosætningens og sidenhen den digitale tekniks adgang til at integrere farver med tekst i litografisk rotationstryk. Så efter o. 1960 sker kommerciel farvetrykning næsten udelukkende som litografiske rotationstryk fra kornede metal- eller plastplader, som dybtryk fra graverede valser til trykning af aviser og ugeblade – eller i printteknologi. I kraft af digital teknik kan alle farver og farvertoner i dag gengives ved hjælp af fire farver: gul, magenta (rød), cyan (blå) og sort (firefarvetryk).

  • Curwen; Harold: Processes of graphic Reproduction in Printing. Faber & Faber. 1934. (God, elementær fremstilling med eksempler i originaltryk)
  • Ehrensvärd, Ulla: Tryck med färg från 1457 til våra dagar. Kungliga Bibliotek. 1972 (Eneste publikation om artiklens emne på et nordisk sprog)
  • Gascoine, Bamber: How to identify prints. A complete guide to manual and mechanical processes from woodcut to inkjet.. Thames & Hudson. 2.Edition. 1986
  • Twyman,Michael: Printing. History and techniques. The British Library, 1998