Relativitetsteori, Ordet relativ har fra begyndelsen forledt mange ikke-fysikere til at tro, at relativitetsteorien har noget at gøre med erkendelsesmæssig relativisme, dvs. den opfattelse, at udsagn eller love ikke kan have en absolut gyldighed uafhængigt af skiftende tider og steder.
Det er en dagligdags erfaring, at hastighed er et begreb, der defineres ved bevægelse i forhold til noget andet. En bil har således én hastighed i forhold til vejbanen, men en anden i forhold til en modkørende cyklist. Hastighed er altså et relativt begreb. Da Maxwell fandt, at lys var elektromagnetiske bølger, der udbredte sig med hastigheden c, var det derfor naturligt at spørge "hastigheden i forhold til hvad?". Maxwells eget svar var "i forhold til æteren". Lyshastigheden målt på Jorden (der jo bevæger sig i en ellipse om Solen og dermed bevæger sig i forhold til æteren) må derfor variere i årets løb, på samme måde som en bil har forskellig hastighed i forhold til en cyklist, der kører samme vej som bilen, og en cyklist, der kører den modsatte vej. Ethvert forsøg på at bestemme en sådan variation er imidlertid slået fejl.
Det var Einsteins dristige idé, at lyshastigheden er absolut, dvs. at lysets hastighed, selv målt af iagttagere, der bevæger sig i forhold til hinanden, altid er den samme. Denne hypotese fører til, at begreber som samtidighed og afstand mellem hændelser bliver relative, i den forstand at de er forskellige for iagttagere i indbyrdes bevægelse. Forskellige iagttagere kan dog sagtens forlige deres observationer vha. relativitetsteoriens formler, og de vil ikke finde nogen grund til at tvivle på relativitetsteoriens universelle gyldighed. Desuden forudsiger teorien nye absolutte begreber, fx lyshastigheden og hvilemassen. Det er en skrøne, at Einstein skulle have sagt, at alt er relativt - ikke engang relativitetsteorien er relativ.
den af Albert Einstein udviklede teori for, hvorledes rum og tid indgår i formuleringen af fysikkens love. Relativitetsteorien udgør sammen med kvantemekanikken et af fundamenterne for den moderne fysik. Den består af to dele, den specielle relativitetsteori (1905) og den almene relativitetsteori (1915).
I den specielle relativitetsteori generaliserede Einstein Galileis relativitetsprincip, ifølge hvilket mekanikkens love, som formuleret af Galilei og Newton, har den samme form i ethvert inertialsystem, til også at omfatte samtlige fysikkens øvrige love, herunder også lovene for elektromagnetiske fænomener som fx lysets udbredelse i det tomme rum (vakuum). Den specielle relativitetsteori får derved en særstilling som det grundlag, hele den moderne fysik hviler på, i det omfang rum og tid indgår i den fysiske beskrivelse.
I den almene relativitetsteori udvidede Einstein sit relativitetsprincip til også at omfatte accelererede systemer. Vha. det såkaldte ækvivalensprincip og gennem indførelsen af en firedimensional, ikke-euklidisk geometri, der omfatter både rum og tid, forbandt han denne geometri med den impuls og energi, der er knyttet til forekomsten af stof og stråling. Den almene relativitetsteori udgør derved en udvidet og sammenhængende gravitationsteori om, hvordan masser og stråling bevæger sig i rummet. Tyngdekraften får således en ny fortolkning og en særstilling i forhold til de øvrige naturkræfter. Den almene relativitetsteori danner også grundlaget for de kosmologiske modeller, der beskriver væsentlige astrofysiske fænomener i Universet.
