Chiang Ching-kuo

Taiwans præsident fra 1978-1988, og søn af Chiang Kai-shek.

Chiang studerede i Sovjetunionen 1925-37, hvorefter han vendte tilbage til Kina og blev forsonet med sin far, som han flere gange havde kritiseret under sit ophold i udlandet. Han drog med til Taiwan, da kommunisternes sejr i borgerkrigen i 1949 tvang Guomindang (GMD) bort fra det kinesiske fastland.

I Taiwan fik Chiang ansvaret for militær- og sikkerhedsspørgsmål, da han først blev udnævnt til leder af GMD's hemmelig politi, Taiwans Garnisons Kommando. Derved var han en af de hovedansvarlige bag GMD's "hvide terror" mod den taiwanske befolkning under undtagelsestilstanden (1947-1987). Med inspiration fra uddannelsen i Sovjetunionen reorganiserede han det hemmelige politi efter sovjetiske principper, og intensiverede overvågningen af den taiwanske befolkning. Chiang Ching-kuo slog hårdt ned på den del af befolkningen der ytrede sig kritisk imod hans fars GMD-styre, og under hans ledelse af det hemmelige politi fra 1950-65 blev mange taiwanere arresteret, tortureret og henrettet. Chiang Ching-kuo blev udnævn til forsvarsminister i 1965 og til ministerpræsident i 1972.

Chiang overtog magten over Guomindang ved faderens død i 1975, men udnævntes først formelt til præsident for Republikken Kina på Taiwan 1978. Efter de voldsomme sammenstød mellem demokratiforkæmpere og det hemmelige politi under Kaohsiung-episoden i 1979, da fandt sted samme år som Taiwan mistede sin internationale anerkendelse og plads i FN, indså Chiang Ching-kuo behovet for en liberalisering af det taiwanske samfund. Op gennem 1980'erne gennemførte han flere reformer der langsomt demokratiserede Taiwan, og da han blev genvalgt til præsident i 1984, valgte han den indfødte taiwaner Lee Teng-hui til vice-præsident. Lee Teng-hui blev dermed set som Chiang Ching-kuos efterfølger, og det valg var et symbolsk signal til den indfødte taiwanske befolkning om at tidligere tiders undertrykkelse var ved at være forbi.

Chiang Ching-kuo ophævede i 1987 undtagelsestilstanden og indledte en politisk og social reformproces. Han blev også ophavsmand til den afspændingspolitik over for Folkerepublikken Kina som kom til at kendetegne 1990'erne og 2000'erne i Taiwan.