Christian Flor, 1.1.1792-31.3.1875, dansk højskolemand og politiker. Flor blev født i København af norske forældre. Han blev dr.phil. i 1825 og var fra 1826 lektor i dansk ved Kiels Universitet. Herfra grundlagde han sammen med kollegaen Christian Paulsen den dansk-nationale bevægelse i Nordslesvig. Som ikke-slesviger kunne Flor ikke agitere offentligt, men han stod fx bag udgivelsen af danske blade (Dannevirke 1838 og Aabenraa Ugeblad 1840) og oprettelsen af landets første højskole i Rødding i 1844. Flor skrev også taler for bl.a. den sønderjyske bondefører Laurids Skau, og P. Hiort Lorenzens sprogdemonstration i Slesvigs Stænderforsamling i 1842 foregik efter Flors plan. Herefter overtog De Nationalliberale i København ledelsen af bevægelsen. De ville skabe en dansk borger- og embedsstand i Slesvig, mens Flor som grundtvigianer ville vække bondebefolkningen. Efter 1848 havde Flor derfor ringe indflydelse, selvom han var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling og fra 1856 af Rigsrådet. I sine senere år koncentrerede han sig om det folkelige arbejde, ikke mindst Rødding Højskoles genåbning efter Treårskrigen og dens flytning til Askov efter 1864.
Forstå aktuelle begivenheder

Krigen i Ukraine
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.

Mellemøsten i krig
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.

Kernevåben
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.