Faktaboks

Louis Agassiz

Johann Louis Rudolf Agassiz

Født
28. maj 1807
Død
14. december 1873

Louis Agassiz var en schweizisk-amerikansk naturforsker. Han var professor i Neuchâtel fra 1832.

Louis Agassiz' hovedværk Recherches sur les poissons fossiles (1833-1844) er en beskrivelse af ca. 1.700 fossile fiskearter; den er udarbejdet efter Georges Cuviers principper, som han havde studeret i Paris 1831-1832. Som palæontolog fik han i 1834 tildelt Wollastonmedaljen.

I 1837 fremlagde han på basis af egne studier af gletsjerlandskaber sin kontroversielle istidsteori, som kun få straks accepterede. Den blev underbygget i Études sur les glaciers (1840) og Système glaciaire (1847) og blev efterhånden generelt anerkendt.

I 1847 blev han professor ved Harvard University i USA og grundlagde Museum of Comparative Zoology. Louis Agassiz opponerede bl.a. på palæontologisk grundlag mod Charles Darwins evolutionsteori.