Sint Eustatius
Anoler er en familie af små til mellemstore øgler, som opnår en stor mangfoldighed i Caribien. På Sint Eustatius findes to arter: den store Anolis bimaculatus, som er vist her, og den lille Anolis schwartzi. Begge findes desuden på Saint Kitts og Nevis.

Sint Eustatius er en 21 km2 stor ø i Caribien og en af de nordligste i De Små Antiller. Øen har 3.204 indbyggere (pr. 1. januar 2024). Hovedbyen er Oranjestad. Mod syd ligger den udslukte og regnskovsdækkede vulkan The Quill, i hvis krater der tidligere blev dyrket kaffe.

Faktaboks

Også kendt som

Statia (lokalt kaldenavn)

Efter en omtumlet historie er befolkningen meget sammensat. Indtil øen blev hollandsk i 1784, havde den været på skiftende hænder 22 gange. I 1700-tallet var Oranjestad en vigtig transit- og frihandelshavn med måske 20.000 indbyggere, og den spillede en vigtig forsyningsrolle under Den Amerikanske Revolution.

Sint Eustatius blev i 1954 en del af selvstyregruppen De Hollandske Antiller under det nederlandske kongerige, men efter en årrække med indbyrdes uenighed mellem medlemmerne om forholdet til Holland, blev De Hollandske Antiller formelt opløst i 2010. Sint Eustatius fortsatte herefter som en særlig kommune under Holland i lighed med øerne Saba og Bonaire.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig