Sint Maarten er den sydlige, hollandske del af en ø i De Små Antiller i Caribien. Den sydlige del har et areal på 34 km2 og 44.200 indbyggere (2022). Den nordlige del af øen er fransk og har navnet Saint-Martin.
Sint Maarten har eget flag og hovedby ved navn Philipsburg og betragtes som en del af det nederlandske kongerige, se Holland. Befolkningen er overvejende af afrikansk herkomst og taler engelsk, fransk og nederlandsk. Hovederhvervet er turisme.
Nederlændere traf en aftale om deling af øen med franskmændene i 1648, og den spillede længe blot en rolle som stabelplads for handlen i Caribien. I 1954 blev Sint Maarten en del af de selvstyrende Hollandske Antiller, som ophævedes i 2010, og øen indgår nu som en del af Holland på lige fod med Aruba og Curaçao.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.