Vennerslund

.

Vennerslund, hovedgård 11 km nordvest for Nykøbing Falster. På stedet lå i 1300-t. borgen Stadager. Efter salget af det falsterske ryttergods i 1766 oprettedes hovedgården Vennerslund, og der blev i 1767 opført en enetages hovedbygning i bindingsværk; den er nu forvalterbolig.

Den nuværende statelige, hvidkalkede hovedbygning i to etager blev opført i 1845 i empirestil af tømrermester og arkitekt Otto Michael Glahn. Gårdspladsen var indrammet af to store agerumslader i bindingsværk, men kun den ene er tilbage efter en brand i 1967.

Vennerslund har siden 1809 været i slægten Grandjean/Brockenhuus-Schacks eje, 1845-1930 som stamhus. Vennerslund Gods omfatter ca. 1000 ha (2010).