Bootlegging, (am.), spritsmugleri; det at optræde som bootlegger.
Betegnelsen bootlegging bruges desuden i en nyere betydning om formidling af lyd- og billedoptagelser uden rettighedshaverens tilladelse. Basismaterialet kan fx være uudgivne demoindspilninger eller koncertoptagelser foretaget blandt publikum. Bob Dylan-albummet Great White Wonder (1969) betragtes gerne som den første bootleg recording eller piratplade inden for rockmusikken, hvor fænomenet især har været udbredt. Både kunstnere og pladeselskaber har forsøgt at bekæmpe piratpladerne, men uden held. Udviklingen af avancerede mobiltelefoner har endda muliggjort teknisk acceptable koncertoptagelser med henblik på senere udgivelse på cd og dvd. Handelen foregår overvejende på internettet. Se også piratudgave og piratkopi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.