Depressiv neurose er en forældet betegnelse for en type lettere depressioner, hvor det blev antaget, at der forelå en indre, psykisk konflikt som den vigtigste årsag til depressionen. Begrebet gled ud af den diagnostiske klassifikation ICD-10 i 1994. Langvarige depressioner uden psykotiske symptomer kaldes i dag en dystym lidelse.
I dag skelnes der mellem flere former for depressioner, fx depressioner som led i bipolar lidelse. Andre former for depression kan i højere grad være knyttet til ydre belastninger, fx til psykiske konflikter eller tilpasningsforstyrrelser med depressive symptomer.
Tidligere blev det antaget, at antidepressive lægemidler kun hjalp mod psykotiske former for depressioner og ikke ved depressiv neurose. Dette er ikke korrekt. Det er dybden og til dels varigheden af en depression, der afgør, om antidepressive lægemidler er effektive.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.