forlovelse

I oldtiden og middelalderen var ægteskab en aftale, som i praksis blev indgået mellem to slægter. En vigtig del af aftalen var, at der med lokalsamfundets bistand og gængse gensidighedsregler blev skaffet en acceptabel økonomisk basis for den nye families start, ikke mindst af hensyn til slægtens videreførelse. Om denne aftale anvendte man i Danmark indtil midten af 1600-t. betegnelsen trolovelse. Herefter blev forlovelse det mest anvendte ord, efterhånden som trolovelse fik mindre retlig relevans, indtil den i 1799 helt blev afskaffet. Trolovelsen var nu et løfte om fremtidigt ægteskab, og vielsen i kirken det fuldgyldige ægteskab.

Udvekslingen af gaver, brudepris eller fæstenspenge i vidners nærværelse spillede en vigtig rolle i trolovelsesritualet. Ved denne lejlighed gav de unge også hinanden nogle mindre fæstegaver som tegn på deres kærlighed, til hende fx et manglebræt, et spænde eller et lommetørklæde og til ham en skjorte, en nathue eller et tørklæde.

I løbet af 1800-t. blev det i stigende grad de unge selv, der med forældrenes samtykke valgte ægtefælle. Der blev holdt forlovelsesgilde eller jagilde i brudens hjem, og fra omkring 1900 var det blevet almindeligt også på landet at udveksle ringe. Sædvanligvis sættes forlovelsesringen på venstre ringfinger.