Gummi arabicum, (lat. 'arabisk gummi'), salte af stærkt forgrenede, sure polysaccharider, der indsamles som tørrede, gummiagtige udsvedninger fra forskellige akaciearter syd for Sahara.
Der skæres ridser i barken og strimler rives af, hvorved gummien pibler frem i dråber, som tørrer i solen, hvorefter de skrabes af.
Gummi arabicum blev allerede 2000 år f.v.t. anvendt af egypterne i madlavningen til at fæstne dekorationer. Gummien er vandopløselig og består af kulhydrater, den er smags- og lugtløs. Den bruges som lim på kager og konfekt, og den forøger viskositeten af opløsninger meget selv i små koncentrationer og danner meget stabile geleer. Den er god til at forhindre sukkeropløsninger i at krystallisere.
Vandige opløsninger af pulveriseret gummi arabicum anvendes desuden til fremstilling af aromapulvere samt som bindemiddel i fx blæk, tusch og akvarelfarver. Endvidere indgår det i grafiske og fotografiske trykprocesser som fx litografi og gummitryk og ved fremstilling af fyrværkeri.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.