Hvervning er tilvejebringelse af lejede tropper; ansættelse af soldater på kontrakt.
Fra senmiddelalderen til oplysningstiden baserede de fleste europæiske stater deres krigsmagt på lejehære, mens massehærene i 1800- og 1900-tallet byggede på værnepligt. Efter Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud i årene 1990-1991 valgte flere stater at mindske værnepligtsbyrden og i stedet gøre større brug af professionelle soldater. Det danske forsvar har fx gennemført hvervekampagner, bl.a. i forbindelse med opstilling af en international brigade.
Hvervede soldater blev i middelalderen benævnt landsknægte. Siden blev de kaldt hvervede, eventuelt med brug af det tyske ord geworbne. I nyere tid er de blevet benævnt professionelle, frivillige og kontraktansatte.
I den danske hær ophørte hvervning af menige soldater i slutningen af Englandskrigene, ca. 1808-1814. Man fortsatte dog med at hverve underofficerer og musikere indtil 1867. Hvervede soldater blev genindført i 1952, hvor de fik betegnelsen math. I 1960 blev betegnelsen ændret til konstabel.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.