manddrab

Manddrab er en ældre betegnelse for drab. Begrebet manddrab anvendes dog stadig i Straffelovens § 237.

I tidlig middelalder var manddrab et retsbrud, der affødte en reaktion i form af hævn fra den dræbtes slægt over for drabsmanden og dennes slægt, se fejde. Ved et forlig kunne hævnen afværges mod betaling af en mandebod, evt. med tillæg af en overbod, se gørsum. Mandeboden udgjorde 45 mark penge efter Skånske Lov og de sjællandske love og 54 mark penge efter Jyske Lov. Hertil kom en bod til kongen på tre mark med et tillæg på Sjælland på seks mark i "fredkøb"; tre mark penge svarede formentlig til en okses værdi. Drabstaksterne var dog primært et statspunkt for forhandling, og de drabsforlig, der er bevaret fra dansk middelalder, bekræfter, at den økonomiske kompensation til den dræbtes slægt kunne blive erstattet af sjælegaver for den dræbtes sjæl og rituel ydmygelse af drabsmanden.

Manddrab af særlig forkastelig karakter, fx uærligt drab og mord, straffedes med fredløshed eller dødsstraf. Hertil henregnedes drab for vindings skyld, drab begået fra baghold og drab af værgeløse personer.

I Den Københavnske Reces fra 1537 blev behandlingen af almindeligt manddrab skærpet. Det medførte nu dødsstraf, hvis gerningsmanden havde handlet forsætligt og ikke tilhørte adelen, der var undtaget. Indførelsen af dødsstraffen skyldtes især påvirkning fra mosaisk rets princip "liv for liv", det såkaldte talionsprincip, som ordret fremgår af recessen. Dødsstraffen fuldbyrdedes som regel ved halshugning.

I anden halvdel af 1700-tallet blev der under indflydelse af oplysningstidens idéer anlagt en mere nuanceret bedømmelse af manddrab, således at drabsmænd, hvis det ikke drejede sig om overlagt drab, blev benådet med frihedsstraf. Straffeloven af 1866 fastsatte frihedsstraf for forsætligt manddrab, dog dødsstraf under skærpende omstændigheder. Den sidste henrettelse for manddrab fandt sted i 1892, og med Straffeloven af 1930 blev dødsstraffen ophævet i Danmark.