orienteringsmetaforer

Orienteringsmetaforer er metaforer, som giver rumlig placering symbolsk betydning. Det drejer sig om en række modsætningspar, hvoraf de vigtigste er op og ned (oppe og nede, over og under, øverst og underst, top og bund), ind og ud (inde og ude, indre og ydre), foran og bagved (frem og tilbage, forside og bagside), nær og fjern, dyb og flad samt central og perifer (midte og udkant).

I de fleste tilfælde er den symbolik, der tillægges den ene del af parret, positiv, den anden negativ. Det kan ses i ord og udtryk som på forkant med, fordel, bagstræberisk, fremskridt, tilbageskridt, at være højt oppe, nedtrykt, inderkredsen, det er helt perifert, inde i varmen, ude i kulden, at stå én nær, toppræstation og bundskraber. På denne måde inddeler mennesket, også ubevidst, sit univers ved hjælp af sproglige markører, skaber valoriseringer, værdier og modsætninger.

Der er forskelle fra sprog til sprog, men brugen af orienteringsmetaforer som symbolmarkører synes at være universel. Måske har en del af dem at gøre med menneskets enestående position som oprejst dyr; særlig tydeligt ses det i parret op og ned, hvor modsætningen bl.a. kan gå på sindsstemning, sundhed eller sygdom, magt eller afmagt, liv eller død. Metaforerne er nøje knyttet sammen med det kropslige, kroppen i rummet i horisontal og vertikal forstand – og med tiden, hvis man forestiller sig tiden som en linje med en fortid bagude og en fremtid foran.

Begrebet orienteringsmetaforer bruges af de amerikanske kognitionsforskere George Lakoff og Mark Johnson (f. 1949) i deres bog Metaphors we live by fra 1980 (oversat til dansk som Hverdagens metaforer, 2002).