Vertisol, jordtype i vekselfugtigt, varmt klima, hvor jorden skiftevis udtørres og opblødes, og hvor forvitring og lermineraldannelse foregår uden væsentlig udvaskning og forsuring. På C-horisonten hviler ifølge det internationale FAO/UNESCOs jordklassifikationssystem en tyk A-horisont med stort indhold af lermineralet montmorillonit og en høj CEC-værdi. Under udtørringen dannes store skrumpningsrevner, og med genopblødning følger genopkvældning, hvorved A-horisonten langsomt omrøres og får en bølget overflade, gilgai.

Faktaboks

Etymologi
Ordet vertisol kommer af latin vertere 'vende, skifte' og solum 'jord'.

Jordtypen dannes på kalkholdige sedimenter og basalt i plant terræn. Den er næringsrig, men vanskelig at bearbejde og dyrke.

Se også jordbund.