Orla Lehmann var en toneangivende dansk politiker, der satte ord på centrale nationalliberale fordringer. Fremfor nogen anden forstod han, at virkeliggørelsen af det liberale program krævede folkelig opbakning.
Under enevælden
Orla Lehmann blev cand.jur. i 1833, men var allerede fra 1832 de unge liberale akademikeres førende taler og skribent. På hans tilskyndelse støttede Trykkefrihedsselskabet fra 1836 det danske sprog i hertugdømmet Slesvig, og ved stavnsbåndsjubilæet i 1838 talte han for tvangsafløsning af fæstevæsenet, hvilket i 1846 indgik i Bondevennernes Selskabs program. Efter Christian 8.s tronbestigelse i 1839 organiserede han et studentermøde, der fremsatte ønsket om en forfatning som den norske Eidsvollforfatning. Forhåbningerne skuffedes dog, men Lehmann fortsatte agitationen i dagbladet Fædrelandet.
I 1841 holdt han en tale mod enevælden til en forsamling af bønder på Falster, hvorfor han året efter idømtes tre måneders fængsel. Det gjorde ham populær over hele landet og bidrog til at skaffe lydhørhed, da han i maj 1842 proklamerede "Danmark til Ejderen" og dermed svingede de liberale i nationalliberal retning.
Fra 1843 kombineredes Ejderpolitikken med skandinavismen, som Lehmann særlig agiterede for i en tale i Christiansborg Slots Ridehus i juni 1845. Fra 1840 til 1848 var Lehmann medlem af Københavns Borgerrepræsentation og af Stænderforsamlingen i Roskilde, hvor han arbejdede for bondesagen og i 1846 foreslog en fællesforfatning for Danmark og Slesvig, dvs. under udelukkelse af Holsten.
Enevældens fald 1848
Orla Lehmann var hovedmanden bag henvendelsen til Frederik 7. den 21. marts 1848, som førte til dannelsen af Martsministeriet med nationalliberal deltagelse og dermed enevældens fald. Selv blev han minister uden portefølje. Han havde stor indflydelse på det af D.G. Monrad udarbejdede grundlovsudkast, men fik ikke sæde i Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Martsministeriet måtte træde tilbage i november, da hverken Ejderpolitikken eller den af de nationalliberale accepterede deling af Slesvig kunne gennemføres.
Under Junigrundloven
Lehmann var medlem af Folketinget fra 1851 til 1853 og de nationalliberales leder i Landstinget fra 1854 til sin død; i årene 1848-1861 var han amtmand i Vejle Amt. Da Ejderpolitikken ikke mindst pga. Lehmanns agitation fik fornyet popularitet i 1861, optog C.C. Hall ham i regeringen som indenrigsminister. Lehmann skrev udkastet til Novemberforfatningen af 1863, som udløste krigen i 1864. Ministeriet Hall trådte tilbage i december 1863, i øvrigt efter et urealistisk forsøg på at virkeliggøre skandinavismen gennem en dansk-svensk union.
Sidste år
Efter 1848 kølnedes Orla Lehmanns forhold til Bondevennerne, som han mente misbrugte den almindelige valgret til at føre interessepolitik. I en tale i Vejle i 1860 lagde han yderligere afstand ved at hævde, at magten tilkom "de begavede, de dannede og de rige", og i tråd hermed støttede han den godsejervenlige reviderede grundlov af 1866. Efter nederlaget i 1864 var Lehmanns indflydelse dog begrænset.
