Version 45 af kunstveje

Kunstveje er veje, som er anlagt efter en overordnet plan ofte mellem landsdele i modsætning til veje, der er skabt af trafikken selv mellem landsbyer og købstæder. I Danmark har vi mindst tre netværk af kunstveje: kongevejene fra 1500-tallet, chausseerne fra 1800-tallet og motorvejene fra 1900-tallet.

Tre typer kunstveje

Kongeveje

De ældste kunstveje i Danmark er kongevejene mellem de kongelige residenser, der blev påbegyndt af Frederik 2. i 1584 på en strækning fra København til Kronborg og siden i store dele af Sjælland frem til 1726, hvor de fleste indgik i det offentlige vejsystem. Der var kun een strækning udenfor Sjælland og det var kongevejen mellem Haderslev, Kolding og Jelling, der var anlagt 1585-87. Kongevejene var lukket for almindelig trafik og tillod kørsel med næsten dobbelt hastighed (trav) i forhold til trafikken på alvejene (skridt) fordi vejene havde en jævn fast kørebane der ikke var sporkørt. Kongen og hans folk brugte lette og brede vogntyper trukket af tre heste side om side på kongevejene. De kaldtes kochsi efter byen Kochs i Ungarn, hvor tilsvarende vogne blev brugt af den ungarske konge Matthias Corvinus på sine rejser i 1400-tallet mellem byerne Wien og Buda. Det blev på dansk til kuskevogn og kuskevognstyreren blev derfor forkortet til kusk.

Hovedlandeveje (chausseer)

De næste lunstveje i Danmark var de snorlige hovedlandeveje eller chausseer, der blev anlagt efter den fransk inspirerede vejforordning af 1793 mellem landsdelene i løbet af ca. 60 år. Hovedlandevejene havde en jævnet kørebane med op til fre spor og trafikkens hastighed kunne øges til trav. De rejsendes comfort blev forbedret både fordi vejene var indgrøftede og blev forsynet med opstammede vejtræer og fordi de nye rejsemuligheder øgede efterspørgslen på rejsevogne af europæisk typer med effektiv afjedring.

Motorveje

Motorvejene er flerspors- og facadeløse veje uden niveauskæringer og med fast belænging. De er bygget til høje hastigheder og har derfor et udjævnet længeprofil men er slynget gennem landskabet for at billisten ikke falder hen under kørseln. Det er i modsætning til chausseerne, der er bygget til hestevogne og følger rette linier men har et længeprofil der ofte følger landskabets overflade. Motorvejene blev i Danmark påbegyndt under 2. Verdenskrig (Fugleflugtslinjen), men byggeriet blev først genoptaget i 1956 og var hovedsageligt gennemført godt 60 år senere. Det danske motorvejsnet med tilhærende broer er hovedsageligt anlagt efter en plan kaldet Det store H, der blev udarbejdet allerede i 1930'erne.

Færdsel på kunstvejene

Kunstvejene kunne i modsætning til de sporkørte alveje befærdes af køretøjer med forskellige sporvidder. Til kongevejene indførtes således de hurtige kuskevogne fra Centraleuropa, der kunne køre i trav. Chausseerne åbnede op for trafik i trav med moderne affjedrede europæiske rejsevognstyper, mens godstrafikken fortsat blev udført af tunge stive vogne i langsomt, men mere stabilt tempo end på de gamle veje.

I midten af 1800-tallet overtog jernbanerne efterhånden en del af chausseernes fjerntrafik med hestevogne, mens den automobile landevejstrafik først efter 1. Verdenskrig gjorde sig gældende mellem landsdelene. Efter 2. Verdenskrig, med anlæggelsen af motorvejene og de store broer, overhalede biltrafikken jernbanerne og er i vore dage førende.

Trafikale pas

Ud over de anlagte kunstveje findes der flere gren-, planke- eller stenbrolagte vejforløb og trædestensforløb, der ligesom de egentlige broer har ledt trafikken over vandløb og våde områder i dansk oldtid og middealder. De karakteriseres ikke som egentlige veje, men er såkaldte trafikale pas i terrænet i form af forstærkede vadesteder. Blandt disse pas er Borremosevejen, Tibirkevejen, Broskovvejen og Risbyvejen samt Sjellebro og Ravning Enge-broen.