Bangsbos hovedbygning
Bangsbos hovedbygning med springvand af Binnesbøl.
Bangsbos hovedbygning

Bangsbo er en tidligere hovedgård ved Frederikshavn.

Faktaboks

Etymologi
Navnet kendes fra 1334 som Bangsboodh '(manden) Bangs bod'.

Bygningen

Den oprindelige hovedbygning fra 1500-tallet var et lukket firfløjet anlæg af bindingsværk i to stokværk omgivet af voldgrave. Omkring 1750 blev det øverste stokværk fjernet ligesom vestfløjen med gennemkørselsporten. Der ses fortsat rester af udvendig bemaling på de mønstermurede munkestenstavl, ikke mindst på sydfløjen. En del malet dekoration under loftet er påvist i sydfløjen. En middelalderlig delvist kvaderbygget kælder er bevaret under syd- og østfløjene. Til gården hører en agerumslade af bindingsværk med stråtag fra 1500-tallet og senere udvidet.

Ejere

Laden på Bangsbo
Laden på Bangsbo.
Laden på Bangsbo

Bangsbo tilhørte i middelalderen Børglum Kloster, men kom ved Reformationen under kronen og blev i 1573 erhvervet af Otte Banner. Senere var den ejet af slægterne Bille og Arnfeldt.

I politikeren Johan Knudsens ejertid fra 1891 til 1909 var Bangsbo samlingssted for den såkaldte Bangsbokreds, der talte forfattere og billedkunstnere som Herman Bang, Carl Ewald, Gustav Wied, L.A. Ring, Th. Bindesbøll og Anne Marie Carl Nielsen.

I 1918 blev Bangsbo købt af børsspekulanten og millionæren Olaf Bigler, kaldet "Baronen", der bl.a. vakte opsigt ved at holde en række ekstravagante gilder.

Bangsbo blev i 1945 overtaget af Frederikshavn Kommune, og hovedbygningen har siden 1948 rummet Bangsbo Museum og Arkiv med bl.a. en stor samling vogne og galionsfigurer, søfarts- og marinarkæologiske samlinger (fx Ellingåskibet fra 1100-tallet) og samlinger, der belyser besættelsestiden 1940-1945.

Bangsbo er i dag en del af bydelen Bangsbostrand.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig