Byen er forbundshovedstad og hovedby i kantonen Bern; 134.591 indbyggere (2020). Byen er finans- og handelscentrum, hvor erhvervslivet domineres af administration og service. Der produceres chokolade, instrumenter, maskiner og kemiske produkter, men byen er uden egentlige industrikvarterer. Bern er hjemsted for bl.a. Verdenspostunionen (UPU) og det schweiziske nationalbibliotek. Floden Aare deler Bern, og 18 broer forbinder de yngre kvarterer på den østlige bred med den øvrige by. Floddalen har dannet en naturlig beskyttelse og afgrænsning for byens udvidelse på tre sider. En bymur har beskyttet den fjerde og er i takt med byens udvidelse blevet rykket stadig længere mod vest. Den ældste bydel, Altstadt, ligger på en halvø dannet af en slyngning (mæander) på floden og har bevaret sit middelalderlige gadenet med tre parallelt løbende gader, der er forbundet med mindre tværgader. Den velholdte middelalderbykerne er medtaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Selvom Berns senmiddelalderlige domkirke gør sig stærkt gældende i bybilledet, er det vekselvirkningen mellem elegante og jævne borgerhuse fra 1700-tallet, der i en sjælden grad giver byen dens præg. Gerechtigkeits-, Kram- og Marktgasse danner byens midterakse; heromkring ligger det middelalderlige gadenet med de karakteristiske sammenhængende buegange og fremspringende tage. Domkirken Sankt Vincent blev opført i 1421-1573, den barokke Heiliggeistkirche er fra 1726-1729, og rådhuset i burgundisk sengotik blev opført i 1406-1417; Zeitglockenturm, det mægtige klokketårn, var oprindelig vestport i bymuren i 1191-1256. Af byens mange springvand er Kindlifresserbrunnen på Kornhausplatz det berømteste.
Kunstmuseum Bern er det vigtigste i Schweiz efter Kunstmuseum Basel, og det rummer samlinger af italiensk maleri fra 1300- og 1400-tallet og schweizisk kunst fra 1400-1900-tallet, bl.a. Niklaus Manuel Deutsch og Ferdinand Hodler; Paul Klee-Stiftung er en donation, grundlagt 1952 som videnskabeligt og dokumentarisk centrum med omkring 200 malerier og 2000 tegninger af kunstneren. Endvidere findes et historisk museum samt et post- og telemuseum.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.