Bukhara, regionshovedstad i Usbekistan; 272.500 indbyggere (2014). Byen er vokset kraftigt siden 1960, bl.a. som følge af store olie- og gasfund i omegnen. Kanalvand fra floderne Zeravsjan og Amu Darja kunstvander området, og bomuld, silke, fødevarer og pelsværk (karakul) er grundlag for byens letindustri. Byens gamle kunsthåndværkstraditioner er videreført, bl.a. guldbroderi.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Bokhara
Bukharas historiske bykerne er endnu omgivet af resterne af en bymur fra 1700-tallet, som har afløst ældre anlæg; på samme måde er citadellet den seneste af en lang række herskerboliger på samme kunstige høj. Bystrukturen synes ligeledes at have bevaret sine hovedtræk igennem tiderne.
Blandt de væsentligste historiske bygningsværker er mausoleet for samanideherskeren Ismail fra 900-tallet, et hovedværk i tidlig islamisk arkitektur. Bygningen er en kubisk kuppeloverdækket blok, hvis udsmykning består af raffinerede mønstre i konstruktionens teglværk.
Byens hovedmoské, Kalyanmoskéen fra 1514, er et gårdanlæg omgivet af bedehaller på alle fire sider. Herfra rager en turkisgrøn kuppel højt op over byens tage. Uden for den står en minaret fra 1127, der er en rest fra en tidligere moské på dette sted. Andre betydelige bygninger er de religiøse læreanstalter, medreser, der oftest er parvist placeret over for hinanden. Af Bukharas berømte basar er der kun bevaret to kuppelbygninger, der står i krydsningspunkter for de tidligere, overdækkede handelsgader.
Bukharas gamle bymidte er blevet optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.