Conservative Party

Partiet kan spore sine rødder tilbage til 1600-tallet. Det moderne Conservative Party udviklede sig dog først i 1800-tallet på baggrund af en dyb splittelse om politiske principper og praktisk politik.

I 1846 ophævede premierminister Robert Peel de såkaldte kornlove. Disse var en række love, som havde til formål at beskytte det godsejerdominerede britiske landbrug mod konkurrence fra billigt importeret korn.

Der var imidlertid stigende modstand mod kornlovene og imod godsejernes politiske dominans fra to nye, voksende og stadig mere dominerende samfundsklasser: Dels fra den voksende klasse af industriejere; dels fra den voksende arbejderklasse i byerne, som begge ønskede billigere fødevarer.

Robert Peels valg af side i denne interessemodsætning imod partiets traditionelle magtbase blandt godsejere og jordbesiddere, blev årsag til en alvorlig splittelse i partiet.

Conservative Party har fra sin fødsel været en stærk fortaler for opretholdelse af traditionelle samfundsinstitutioner, fx monarkiet, den engelske statskirke, godsejernes magtposition og det klassehierarki, som det ser som grundlaget for fastholdelse af et stabilt samfund og dets eget greb om magten. Partiet er et af de ældste stadig eksisterende politiske partier i verden og har domineret britisk politik gennem det meste af dets historie; i en sådan grad at partiet i dag ofte betegner og ser sig selv som ’the natural party of government’.

Oven på splittelsen blev Benjamin Disraeli (premierminister 1868 og 1874 til 1880) partiets dominerende leder i anden halvdel af 1800-tallet. Disraeli udformede en ny ideologi for partiet, der placerede det som modstander af det hastigt fremvoksende kapitalistiske industrisamfund, hvis tilhængere ønskede at gennemføre en politik med global frihandel kombineret med en uhindret kapitalisme med lav statslig indblanding i økonomien.

Disraeli og hans fløj af partiet mente, at partiet skulle forene samfundets forskellige klasser under ledelse af det traditionelle, jordejende aristokrati med en social forpligtelse til at beskytte de fattige mod den fattigdom og usikkerhed, der var en konsekvens af den utæmmede kapitalistiske industrialisering. Forskellen mellem disse to måder at se partiets mission fremstilles ofte som one-nation over for two nations Conservatism; to begreber som stadig i dag ofte benyttes til at beskrive to hovedstrømninger i det store parti. Der er tale om to meget forskellige politisk-økonomiske filosofier. På den ene side Edmund Burke’s paternalistisk tradition (one nation) og på den anden Adam Smith's økonomisk libertarianske tradition (two nations).

Siden 1918, hvor det moderne britiske to-partisystem tog form som en kamp mellem Conservative Party og Labour Party (som afløste Liberal Party som Conservative Partys hovedmodstander), har partiet været i regering, enten alene eller som det dominerende parti i koalition med andre, i mere end 60 år. Bortset fra to kortvarige Labourregeringer i 1924 og 1929-1931 samt en samlingsregering 1931-1935 sad partiet på magten frem til 2. Verdenskrig.

Partiet var dog igen alvorligt splittet i årene 1937-1940 med premierminister Neville Chamberlain’s appeasementpolitik (eftergivenhedspolitik) over for Nazitysklands territoriale krav på den ene side og Winston Churchills modstand mod denne politik på den anden. Splittelsen endte med, at Chamberlain måtte træde tilbage i maj 1940, hvor han blev erstattet af Winston Churchill som leder af en samlingsregering 1940-1945. Uenigheden om håndteringen af Nazityskland dominerede i de første uger af Churchills tid som premierministertid. Stærke kræfter i partiet ønskede at forhandle om fred i Europa med Hitler, men den 28. maj fik Churchill med sin berømte ”…we shall never surrender…” tale parlamentets tilslutning til den hårde kurs mod Hitlertyskland.

Trods Churchills rolle og popularitet som leder af landet gennem 2. Verdenskrig tabte Conservative Party parlamentsvalget i juli 1945. Da partiet igen genvandt magten i 1951, førte konservative regeringer under Churchill 1951-1955, Anthony Eden 1955-1957, Harold Macmillan 1957-1963 og Alec Douglas-Home 1963-1964 på lange stræk den samme interventionistiske økonomiske politik (konsensuspolitik) som Labour havde igangsat i 1945. Partiet videreførte endvidere den igangværende afvikling (afkolonisering) af Det Britiske Imperium.

Efter at partiet mistede magten til Labours Harold Wilson i 1964, påbegyndte partiet en langsom drejning væk fra efterkrigstidens konsensuspolitik, som kulminerede med Margaret Thatchers valgsejr i 1979. Man begyndte i partiet at stille spørgsmål ved konsensuspolitikken, og opbakning til en mere markedsorienteret økonomisk politik med en mindre indgribende stat vandt mere og mere frem i partiet.

Dette kursskifte kulminerede med Margaret Thatcher, som i 1979 blev Storbritanniens første kvindelige premierminister. Hun stilede konsekvent mod at mindske statens indblanding i økonomien, mod at reducerede fagforeningernes magt, mod afnationalisering af en række især forsyningsindustrier og mod en omstilling af økonomien hen imod en langt større rolle for det frie marked; en politik, som i eftertiden har fået betegnelsen 'en neoliberalistisk transformation af Storbritannien'. I moderne tid har ingen anden konservativ leder eller premierminister sat sig så dybe spor i Conservative Party og på Storbritannien.

Spørgsmålet om udviklingen af det europæiske samarbejde skabte i stigende grad (igen) splittelse i partiet og bidrog til Thatchers afgang i 1990, hvorefter den mindre ideologisk betonede John Major overtog premierministerposten. Major anlagde en mindre konfrontatorisk stil, men videreførte en lignende økonomisk og social politik. Han stod i spidsen for partiets fjerde og uventede valgsejr i træk i 1992 og gennemtrumfede i 1993 en parlamentarisk ratificering af Maastrichttraktaten, men såede samtidig kimen til den øgede splittelse, som førte til Brexit i 2016.

Ved valget i 1997 var det slut med 18 års ubrudt konservativt styre. Partiets hidtidige støtter i pressen, fx avisen The Sun, svigtede Conservative Party og støttede i stedet Labours nye stjerne, Tony Blair, og dennes New Labour, og partiet led et massivt nederlag. Det vandt ingen valgkredse i Skotland eller Wales, og i England var resultaterne kun gode i forstæder og landdistrikter.

Efter valgnederlaget trak Major sig, og William Hague overtog lederposten. I håb om at genoplive partiet indførtes reformer i dets magtstruktur, bl.a. fik alle partimedlemmer stemmeret ved valg af partileder.

Partiet led dog endnu et stort valgnederlag i 2001. Hague gik af, og den forholdsvis ukendte højrefløjspolitiker Iain Duncan Smith valgtes til leder. Heller ikke han viste sig at kunne samle og hævde partiet over for et Labour Party, som havde overtaget en del af Conservative Partys økonomiske og sociale politik.

I oktober 2003 gik Iain Duncan Smith af og afløstes af den tidligere indenrigsminister Michael Howard, som trådte til i november 2003. Han viste sig som en mere effektiv leder og parlamentariker end Smith og holdt sammen på partiet frem mod valget i maj 2005. Her vendte Conservative Party nedgangen til en lille fremgang, men Labour beholdt det absolutte flertal i House of Commons og dermed regeringsmagten. Michael Howard trådte derfor tilbage, og i december 2005 valgte partiets medlemmer den unge og forholdsvis uerfarne David Cameron til ny leder.

Cameron lovede fornyelse, gjorde sig godt i medierne og virkede som om han ville trække partiet væk fra de yderliggående synspunkter i forholdet til EU og på lov og orden-området. I stedet skulle den konservative politik koncentrere sig om at udvikle valgfrihedsprincippet i den offentlige sektor, effektivisere velfærdsstaten og styrke miljøpolitikken.

Den foryngede og mere midtsøgende kurs gav resultat ved parlamentsvalget i 2010. Her blev Conservative Party det største parti, men kunne ikke vinde absolut flertal på trods af kraftig medvind fra medierne. Labours Gordon Brown måtte dog træde tilbage som premierminister, og David Cameron overtog embedet som Storbritanniens yngste premierminister siden 1812. Conservative Party indgik i en koalitionsregering med Liberal Democrats.

De første år i koalitionsregeringens liv var præget af eftervirkningerne af finanskrisen. Conservative Party gjorde meget ud af skabe en fortælling om, at man havde arvet opgaven med at rydde op efter Labours angiveligt uansvarlige håndtering af finanskrisen. Dette var i strid med sandheden, men partiet havde brug for den fortælling for at kunne iværksætte det spareprogram (austerity programme), som var partiets foretrukne metode til at håndtere finanskrisen.

Partiet prioriterede således tilbagebetaling af statsgæld som det vigtigste politiske mål. Det var en statsgæld, som var vokset kraftigt, da den tidligere Labourregering måtte lade statens budget redde den finanssektor, som havde skabt finanskrisen gennem tiltagende spekulation.

Europapolitikken har nærmest altid været et vanskeligt politisk emne for partiet. Det var en konservativ premierminister, Edward Heath, som i årene forud for 1973 stod i spidsen for Storbritanniens tilslutning til det daværende EF. Men der var langt fra enighed i partiet om medlemskabet. Tilslutningen til det daværende EF skete uden en folkeafstemning og med kun et spinkelt flertal i House of Commons på 309 stemmer for og 301 stemmer imod.

Stærke konservative kræfter, heriblandt Enoch Powell, argumenterede kraftigt imod medlemskabet med samme argument om mistet britisk suverænitet, som blev brugt op til folkeafstemningen i 2016. En anden fremtrædende politiker, Labourpolitikeren Hugh Gaitskell, betegnede medlemskabet som afslutningen på 1000 års selvstændig britisk historie.

Adskillige konservative partiledere måtte love en skærpet kurs over for EU gennem 1990 og langt ind i det nye århundrede. Dette kulminerede med David Camerons berømte Bloombergtale i 2013, hvori han som den første britiske regeringsleder forpligtede sit parti på at afholde en folkeafstemning om fortsat medlemskab senest i 2017.

Én årsag blandt mange til at kursen blev skærpet i det konservative parti var fremkomsten af det stærkt EU-fjendtlige United Kingdom Independence Party (UKIP) under ledelse af den karismatiske Nigel Farage. Dette parti appellerede til mange traditionelt konservative vælgere, og partiet begyndte at frygte, at vælgerafvandring til UKIP kunne true dets mulighed for at fastholde regeringsmagten. Mange på det konservative partis højrefløj forlangte derfor en stadig mere EU-kritisk linje af partiets ledelse.

Cameron udskrev folkeafstemningen om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU, som fandt sted i 2016, i et forsøg på at holde sammen på et stadig mere splittet parti. Kampagnen op til afstemningen om det, der blev døbt Brexit, understregede imidlertid meget tydeligt de alvorlige splittelser internt i partiet. Således førte regeringsledelsen kampagne for, at Storbritannien skulle forblive i EU, mens flere højtplacerede medlemmer af regeringen og partiets gruppe i House of Commons var fortalere for britisk udmeldelse.

Fortalerne for britisk udmelding af EU vandt afstemningen med 52 % mod 48 %, hvilket førte til at David Cameron trådte tilbage som premierminister. Han blev i juli 2016 afløst af den hidtidige indenrigsminister Theresa May, som dermed arvede problemet med at udmønte et meget uklart mandat.

Der var stemt ja til udmeldelse, men der lå ingen planer om, hvilken form denne skulle tage. I sine tre år på posten forsøgte May at få forhandlet et relativt pragmatisk Brexit på plads med EU. Det lykkedes, men store dele af hendes egen konservative parlamentsgruppe tilføjede hende alvorlige nederlag ved at stemme imod aftalen og tvang hende til sidst væk fra posten som premierminister i sommeren 2019.

Boris Johnson overtog derefter posten i juli 2019. Han forhandlede, hvad han kaldte en ny aftale med EU. Det eneste nye i hans aftale var imidlertid, at han løste det vanskelige spørgsmål om grænsedragningen mellem EU-landet Irland og det britiske Nordirland, ved at placere grænsen i Det Irske Hav i stedet for på land, hvor den reelt ligger. Dermed fik han et argument for at erklære, at han havde ’fået Brexit gennemført’, hvilket var med til at give ham en knusende valgsejr over Labour ved parlamentsvalget i december 2019. Valget gav de konservative et flertal på 80 mandater; det største siden 1980'erne.

Splittelsen i Conservative Party vedblev i årene med Boris Johnson i Downing Street og kan tilskrives det Brexit, som Johnson leverede, men aldrig for alvor implementerede. Da han efter tre kaotiske år blev tvunget væk fra posten, mere på grund af de skandaler (populært ofte omtalt som partygate), han rutinemæssigt omgav sig med, end politisk indhold, blev han efter et langstrakt formandsvalg i sommeren 2022 afløst af tidligere udenrigsminister Liz Truss.

Liz Truss’ og hendes finansminister Kwasi Kwartengs forsøg på at indføre den form for økonomisk politik, som de sammen med tre andre nyvalgte parlamentsmedlemmer beskrev i deres neoliberale kampskrift fra 2012, Britannia Unchained, holdt kun i 44 kaotiske dage. Planen var at skabe vækst gennem forskellige finanspolitiske lempelser; herunder en afskaffelse af topskat for de rigeste briter ud fra en teori om en afsmittende positiv virkning heraf på resten af økonomien. Det var regeringens hensigt at finansiere disse gennem øget statslig låntagning. De internationale finansmarkeder reagerede hårdt på planerne, sendte pundet ud i et styrtdyk og hævede renten på de lån, Storbritannien ønskede at optage. Investorerne konkluderede, at hvis regeringen skabte øget inflation gennem skattelettelser, ville centralbanken blive tvunget til endnu højere forøgelser af rentesatserne. I november nåede inflationen 11,1 pct. med stigende tendens; det højeste niveau siden 1981.

Da Liz Truss måtte træde tilbage, valgte Conservative Party i oktober 2022 Rishi Sunak til ny leder og dermed premierminister. Sunak fremstod langt mere økonomisk kompetent og politisk mainstream end sine forgængere. De internationale finansmarkeder reagerede positivt på valget af Sunak, men dermed var Storbritanniens og Conservative Partys problemer ikke løst. Partiet har haft ansvaret for landets udvikling i næsten 13 år og står overfor massive økonomiske problemer. Conservative Party havde været så optaget af interne stridigheder og af at skabe det Brexit, som partiet stadig ikke havde leveret, til at have tilstrækkelig opmærksomhed på de reformer, som landet havde brug for.

Partiet fik massiv tilbagegang ved valget i Storbritannien 2024 og opnåede blot 121 pladser, en tilbagegang på 251. Det måtte herefter afgive regeringsmagten til Labour for første gang i 14 år. Efter valgnederlaget trak Rishi Sunak sig som leder af partiet og den 2. november annoncerede partiet at Kemi Badenoch var valgt som ny partileder.

• Storbritanniens forfatning og politiske system
• Det britiske parlament
• Storbritanniens politiske partier
• 1922 Komitéen