Danmarks billedkunst

De ældste vidnesbyrd om billedkunst og kunsthåndværk i Danmark stammer fra den mesolitiske Maglemose-kultur (ca. 9300-6800 f.Kr.). Karakteristisk for mesolitikum er geometriske mønstre indskåret i redskaber af ben og tak og i ravhængesmykker; af og til ses stiliserede dyr og mennesker.

I den mesolitiske Ertebølle-kultur (ca. 5400-3900 f.Kr.) mødes for første gang regionale stiltræk, idet timeglasformede mønstre af mange tætliggende streger optræder som et særligt østjysk fænomen. Af større ravklumper skabtes dyrefigurer som fugle og vildsvin; en 6,5 cm lang bjørn fundet på Fanø Strand er af særlig høj kvalitet.

I løbet af den tidlige og mellemste del af neolitikum blev keramik det vigtigste materiale for de kunstnerisk betonede udtryksformer. Ca. 3000 f.Kr. nåedes et kunstnerisk højdepunkt med en kompliceret, tæt og fladedækkende ornamentik, dannet ved indtrykning af små knogler, muslinger, gællelåg fra fisk m.m.

Ornamentikken optræder i stramt komponerede lodrette zoner, mens især vinkelbånd danner vandrette forløb. På enkelte lerkar findes rester af en kalkpasta, der viser, at mønstrene har fremstået hvidt i kontrast til den mørke overflade.

Keramikken mistede betydning som kunstnerisk udtryksform i senneolitisk tid og i ældre bronzealder. Ved begyndelsen af ældre bronzealder ca. 1700 f.Kr. udsmykkedes bronzerne med en stram vinkelornamentik med inspiration i de sydøsteuropæiske bronzealderkulturer, men snart udvikledes i Norden en egen stil, der var bygget op omkring spiralen. Det ses på Solvognens solskive; hesten, der trækker solen, er elegant og formsikkert gengivet, støbt i cire perdue-teknik.

Ved midten af bronzealderen (ca. 1000 f.Kr.) afløstes spiralornamenterne af stjernelignende mønstre. I yngre bronzealder (ca. 1000-500 f.Kr.) ses spiralen igen på bronzerne, denne gang som led i harmoniske kompositioner af bølgende bånd. Fra bronzealderen kendes også plastiske menneske- og dyrefigurer. Nogle har antagelig været anbragt på små skibsmodeller anvendt ved kultiske ritualer. Bronzealderens vigtigste figurale motiv er skibet, der må have haft en betydningsfuld rolle som et religiøst symbol. Et stort antal skibsgengivelser kendes på visse typer af bronzegenstande og i helleristningskunsten (se helleristninger).

I den førromerske jernalder (ca. 500 f.Kr. til Kristi fødsel) ses på kuglehalsringenes afslutningskugler hvirvelmønstre, der vidner om keltisk påvirkning. Hen imod slutningen af perioden opstod en særlig fin, tyndvægget luksuskeramik. I ældre romersk jernalder fra ca. 500 f.Kr. nåede keramikken et højdepunkt, hvor lokale stilarter kan udskilles. Især den nordjyske keramik er berømmet med dybt indskårne vinkelmønstre, der giver en fin reliefvirkning.

Omkring Kristi fødsel blev guld et populært materiale, og de små hængesmykker, berlokker, med fine mønstre i granulation og filigran vidner om en højt udviklet guldsmedekunst. Fra de rigeste grave fra yngre romersk jernalder stammer arm- og fingerringe med stiliserede slangehoveder.

Guldets betydning fortsatte i germansk jernalder, hvor der efter 400 e.Kr. kendes fremragende arbejder, fx mundblik til sværdskeder samt brakteater med stiliserede dyrefigurer i en særlig nordisk stil. Til denne guldrige periode hører også de vægtige guldhorn fra Gallehus, udsmykket med mængder af figurer.

I århundrederne efter 400 udvikledes den karakteristiske nordiske dyreornamentik, der især findes på smykker af forgyldt bronze. De ældste stiliserede dyrefigurer er nogenlunde anatomisk korrekt gengivet. De enkelte dyreformer blev dog snart opløst, og af lemmer og kroppe skabtes fladedækkende ornamenter.

Det er de bølgende og sammenvævede dyrefigurer fra yngre germansk jernalder, der danner baggrunden for vikingetidens forskellige dyrestile (se vikingekunst). Den seneste af disse, Urnes-stilen med svungne dyrefigurer i en elegant, tynd linjeføring, levede videre som udsmykning af trækirkerne og deres indre i den tidlige middelalder.

I takt med at kristen tro og kultur blev rodfæstet i Danmark, kom også billedkunsten til at afspejle landets tilhørsforhold til det romanske Europa. Blandt de få bevarede kristne billeder fra 900- og 1000-t. er den store Jellingstens indristninger (2. halvdel af 900-t.) og slangeornamentikken på Hørningplanken, en rest af en stavkirke fra 1000-t. Fra ca. 1100 bliver den danske romanske kunsts internationale karakter iøjnefaldende. Det gælder såvel kalkmalerier som sten- og træskulpturer samt de lueforgyldte udsmykninger på de gyldne altre. ... Læs videre om romansk og gotisk kunst i Danmark.

Efter bruddet med den katolske kirke i 1536 indtog Christian 3. pladsen som landskirkens uindskrænkede overhoved. Samtidig kom konfiskationen af kirkegodset til at udgøre et solidt økonomisk fundament for kongemagtens øgede vækst. I løbet af de følgende årtier blev kongen samfundets udbestridt største forbruger af kunst, og denne kunst blev stadig mere målbevidst udnyttet til forherligelse af riget, den sande evangeliske tro og af monarkens egen person og slægt. ... Læs videre om dansk kunst i renæssancen.

Christian 4. udøvede en bevidst og aktiv kunstpolitik. Ligesom sine forgængere indkaldte han fra udlandet arkitekter og billedkunstnere til at forskønne og forherlige riget i almindelighed og hoffet i særdeleshed. Det økonomiske grundlag for denne kunstneriske aktivitet var til dels midlerne fra inddrivelsen af Øresundstolden. ... Læs videre om dansk kunst i barokken.

I 1738 blev det første danske kunstakademi oprettet under Christian 6. og fik flere udenlandske kunstnere som lærere, heriblandt den svenske portrætmaler Carl Gustaf Pilo, den tyske maler og arkitekt Carl Marcus Tuscher og den franske billedhugger Louis-Augustin Le Clerc. Den danske arkitekt Niels Eigtved blev i 1748 tilsynsførende for akademiet, og da Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i 1754 med hjemsted på Charlottenborg i København, blev Eigtved dets første direktør. ... Læs videre om dansk nyklassicisme og guldalder.

Ved århundredets midte indtrådte et vendepunkt i den danske kunstudvikling. Guldalderen afløstes i 1850'erne af en stagnation, der gennem de to følgende årtier forlængedes i en egentlig nedgangstid. Inden for billedhuggerkunsten var det først og fremmest H.V. Bissen, der løftede den klassiske arv efter Thorvaldsen og tilførte den træk af tidens nationalromantiske tendenser. ... Læs videre om dansk nationalromantik, realisme og naturalisme.

En anden ny tendens i mellemkrigstiden var det ekspressionistisk prægede landskabsmaleri, hvis hovedrepræsentanter var Jens Søndergaard og Oluf Høst. Ved siden af disse strømninger var tiden præget af en yngre generations opgør med modernismens lyse, franske farver og formalisme. Det kom bl.a. fra kunstnere som Niels Lergaard, Lauritz Hartz og Karl Bovin. ... Læs videre om dansk ekspressionisme, surrealisme og abstrakt kunst.

Naturalismen og impressionismen formåede især takket være Fynboerne at bevare en fremskudt stilling i dansk kunst et stykke ind i 1900-t. I årene mellem 1905 og 1. Verdenskrig var der imidlertid tydelige opbrudstegn. Samtidig med at Aksel Jørgensen og P. Rostrup Bøyesen opsøgte storbyens skyggesider og udkanter, gjorde en idealistisk opposition til friluftsmaleriet sig gældende hos en række unge kunstnere, bl.a. Oluf Hartmann og Jens Adolf Jerichau. ... Læs videre om dansk kunst i 1900-tallets første årtier.

De danske kunstneres isolation under 2. Verdenskrig intensiverede behovet for at tage del i det internationale kunstliv. Umiddelbart efter krigsafslutningen tog bl.a. malerne Mogens Andersen og Richard Mortensen og billedhuggeren Robert Jacobsen til Paris. Mens Mogens Andersen hentede sine påvirkninger i mellemkrigstidens franske lyrisk-abstrakte kunst, blev Mortensen og Jacobsen optaget af den nye konkret-nonfigurative kunst omkring Galerie Denise René i Paris. ... Læs videre om dansk kunst efter 1945.

• Danmark