Dannebrog

Den ældste kendte kilde til navnet Dannebrog er en nederlandsk våbenbog (Bellenville), hvis ældste våbener kan henføres til årene mellem 1330 og 1340. På en side med det danske kongevåben ses også et rødt skjold med hvidt kors. Oven over det står der Denenbroec. I senere kilder findes former som den svenske Danabroka (1439) og de danske Dannebroge (1478) samt Danæbrogæ og Danebroggi (begge 1520’erne). Navnet er sandsynligvis sammensat af et ord svarende til frisisk dan, som betyder 'rød', og substantivet brog, som betyder ’tøj, stof, klæde’. Navnet sigter således til flagets rødfarvede stof. Imidlertid er betydningen tidligt blevet opfattet som 'danernes fane'.

I en nederlandsk våbenbog (Gelre), der er blevet til efter 1370, ses en rød fane med hvidt kors som en del af hjelmtegnet på Valdemar 4.s våben. Det er den ældste farvelagte gengivelse af Dannebrog, der kendes. Det ældste kendte Dannebrog må knyttes til Valdemar 4., der var konge i perioden 1340-1375.

Siden midten af 1100-tallet havde den tyske kejser brugt en helt rød fane. Når han drog på korstog, blev der sat et hvidt kors i den. Den kejserlige rød-hvide korsfane kan fra slutningen af 1200-tallet betragtes som permanent tysk rigsfane, hvilket den endnu var i 1400-tallet. I middelalderen kunne man møde et rødt våben med et hvidt kors flere steder i Det Hellige Riges yderområder, og de relaterer sig på en eller anden måde til den tyske kejser. Et eksempel er Savoyens våben og tilsvarende fane, der afspejler et nært politisk forhold mellem kejseren og greven af Savoyen. Inden Valdemar 4. blev konge, var han knyttet til kejseren og hans søn, markgreven af Brandenburg. De fik afgørende indflydelse på de forhandlinger, der i 1340 førte til, at Valdemar blev anerkendt som konge af Danmark. Han havde god grund til at pleje sit forhold til kejsermagten. Ved at antage samme røde fane med hvidt kors, som kejseren anvendte, kunne han sende et politisk signal til dem, det danske rige var pantsat til, og andre tyske fyrster og hansestæderne. Det må have været Valdemar selv, der antog Dannebrogsmærket, for der var ikke tale om noget vasalforhold.

Dannebrog, der faldt ned fra himlen under et slag i Estland, omtales i Christiern Pedersens danske krønike fra begyndelsen af 1520’erne og af franciskaneren Peder Olsen ca. 1527. Den sidstnævnte knyttede begivenheden til året 1208. Men traditionen har fastholdt, at flaget kom til syne ved Lyndanise den 15. juni 1219. Det kan have været danske gejstlige, der sidst i 1400-tallet har skabt legenden om den himmelfaldne fane for at styrke kongemagten. Den kan spores til omkring 1500 i forbindelse med den fane, som kong Hans mistede ved nederlaget i Ditmarsken. Frederik 2. tilbageerobrede fanen i 1559 og lod den ophænge i Slesvig Domkirke, hvor den skal have hængt til omkring 1660. Kongens historieskriver Hans Svaning skrev i et latinsk skrift trykt 1561, at det røde rigsbanner med hvidt kors var blevet sendt fra himlen til Valdemar 2. Lærde i udlandet kunne dermed få kendskab til legenden.

I en formentlig samtidig plattysk vise om kong Hans’ nederlag i 1500 blev kongens korsbanner sammenlignet med den romerske kejser Konstantins drøm om korset i 312 inden det slag, hvor han blev enehersker i Romerriget og ifølge traditionen omvendt til kristendommen. Denne korsvision, hvortil ordene in hoc signo vinces, 'under dette tegn skal du sejre', er knyttet, var prototypen på de mirakler i form af kors på himlen, der især på Den iberiske Halvø blev sat i forbindelse med slag mellem kristne og vantro. Efter Ditmarskens erobring i 1559 spillede Dannebrogs ”hellighed” en i hvert fald symbolsk rolle. I 1563 førte Frederik 2. en Sankt Georgs-agtig rytter som våben for Ditmarsken. I en version af kongevåbenet blev feltet med den ædle ridderhelgen lagt på Dannebrogskorset, og korset blev udtryk for korstogslegenden. Et udadbuet hvidt kors med rød bort blev brugt af den portugisiske Christusorden, der blev indstiftet i 1318 under et korstog mod maurerne. Den portugisiske guldmønt portugaløseren gengav Christuskorset og ordene in hoc signo vinces. Christian 4. prægede fra 1591 danske portugaløsere med et lignende kors, der snart blev opfattet som Dannebrogskorset. I 1603 blev kejser Konstantins sentens in hoc signo vinces tilføjet. I kongevåbenet fik Dannebrogskorset efterhånden en udadbuet form ligesom Christuskorset. Ved Dannebrogordenens indstiftelse i 1671 blev denne udformning reglen indtil 1972, hvor korset blev gengivet i en ligesidet form. I 2024 fik korset atter den udadbuede form.

Historieskriveren Arild Huitfeldt nævnte Dannebrogslegenden i sin krønike, der udkom i årene 1600-1603. Han henlagde den til 1219 og sammenlignede den med kejser Konstantins korsvision, men han forholdt sig nøgternt til legendens mirakuløse indhold. Hans krønike bevirkede, at legenden fik en varig plads i danskernes bevidsthed. Legenden om Dannebrogs fald fra himlen i 1219 har intet med den historiske virkelighed at gøre, men dens eksistens gennem århundreder er en kendsgerning og en del af Danmarks historie.

I løbet af 1800-tallet kom den voksende nationalfølelse til at præge opfattelsen af Dannebrog. ”Fra Himlen er du faldet, du Danmarks Helligdom”, skrev B.S. Ingemann i krigsåret 1807 i ”Vift stolt paa Codans Bølge”. Dermed bidrog han til at fæstne legenden om Dannebrog i folks bevidsthed. I 1809 malede C.A. Lorentzen sit ikoniske billede af Dannebrogs fald fra himlen under Slaget ved Lyndanise den 15. juni 1219, der i form af litografier fandt vej til væggene i patriotiske hjem. ”Om Dannebrog jeg ved, Det faldt fra Himlen ned”, står der i Peter Fabers ”Dengang jeg drog af Sted” fra 1848.

I krige med Sverige i 1400-tallet var Dannebrog hovedfane. Efter 1625 havde hærens faner i øverste indre hjørne et Dannebrogsmærke, der i løbet af 1600-tallet også forekom i den udadbuede form. De fornemste enheder førte Dannebrog alene. Siden 1842 har hærenheder brugt Dannebrog med et udadbuet kors til forskel fra korset i nationalflaget og orlogsflaget, hvor det vedblev at være ligesidet. Til søs har Dannebrog været ført fra slutningen af 1500-tallet.

Ifølge en forordning fra 1630 var splitflaget forbeholdt orlogsflåden. I 1635 indskærpedes det, at handelsskibe ikke må føre splitflag. I 1696 blev splitflagets proportioner fastsat; de er senere blevet modificeret. Det blev skik, at staten også på land flager med splitflag. I 1748 blev det definitivt bestemt, at handelsflaget er et rektangulært flag uden split og med bestemte proportioner. Som hovedregel er splitflaget forbeholdt kongehuset og staten. Private skal bruge det rektangulære flag uden split, også kaldet stutflag. Siden 1731 har kongeflaget haft det kongelige våben i et midterfelt, og senere indførtes lignende særflag for andre i den kongelige familie. I tidens løb er der for en række tjenestegrene indsat særmærker eller bogstaver i det øverste indre røde felt. Visse private institutioner bruger Dannebrog afmærket på lignende måde og fører i nogle tilfælde splitflag. Orlogsflaget er ifølge traditionen dyb- eller mørkerødt.

I 1833 blev det forbudt at flage for privatpersoner. Forbuddet blev dog ikke håndhævet og blev ophævet i 1854. I årene 1848-1850 havde befolkningen ivrigt flaget med Dannebrog. Danskerne hejser gerne flaget ved deres huse og i kolonihaven og pynter juletræet med små dannebrogsflag. Sportsbegivenheder markeres også i vidt omfang med Dannebrog. Kongelige personers fødselsdage, kirkelige højtider, nationale og militære mærkedage har siden 1880’erne været flagdage. Flagning på halv stang har været praktiseret siden 1743. Brugen af Dannebrog er blevet reguleret ved diverse forordninger, reglementer og kongelige resolutioner. Et forslag til en samlet flaglov fremsat for Rigsdagen i begyndelsen af 1930’erne blev ikke vedtaget.

På visse dage flages der traditionelt af både offentlige myndigheder og privatpersoner. I 1886 indførte Krigsministeriet, at der skulle flages fra militære bygninger på 13 angivne kongelige personers fødselsdage, på datoen for underskrivelsen af Grundloven af 5. juni 1849 og på 7 mindedage for militære slag. I 1913 udsendte Marineministeriet sin egen liste over de flagdage, der gjaldt for søværnet. Foruden forskrifter mht. kongelige personer og en række søslag indeholdt bestemmelsen, at der skulle flages ved de kirkelige højtider. I årene 1922–1923 supplerede de to ministerier deres liste med bl.a. valdemarsdag den 15. juni. Med mellemrum udsender kongehuset en liste over de kongelige personer, der skal flages for. Efterhånden tog mange privatpersoner de militære flagdage til sig.

Fra 1939 indeholdt årspublikationen Hvem-Hvad-Hvor for første gang en liste over "flagdage". Ud over de militære bestemmelser er det formelt kun de kongelige fødselsdage, der som flagdage er gældende for alle offentlige myndigheder, idet der aldrig er udsendt en bekendtgørelse vedrørende de andre flagdage, fx 9. april og 5. maj. Disse datoer optog Hvem-Hvad-Hvor i 1946 i sin liste.

Justitsministeriet udgiver en cirkulæreskrivelse om officielle flagdage; de anvendes af offentlige myndigheder og mange private borgere. Der gælder særlige regler for militære flagdage.

I tilfælde, hvor fødselsdage i kongehuset falder på langfredag, flages der på halv stang.

• flagning og flagregler
• Danmarks rigsvåben