Ernest Renan

Renan virkede som professor i hebraisk ved Collège de France, men vakte skandale og mistede sin stilling, da han i La Vie de Jésus (1863, dansk Jesu Levnet, 1864) bestred Jesus' guddommelige natur og fornægtede de overnaturlige elementer i Det Nye Testamente. Værket fremstiller derimod den historiske Jesus som religionsstifter (jf. Bjergprædikenen) og fastholder forestillingen om "Guds rige" på jorden. Egentlig var det Renans filologiske studier og en forskningsrejse til Egypten, Syrien og Athen, der havde bragt ham ind på de mere historisk-kritiske baner (Les Apôtres, 1866, Saint Paul, 1869, Les Évangiles, 1877) og til sidst fik ham til at samle sine religionshistoriske værker i en Histoire des origines du christianisme, som fulgtes af en omfattende Histoire du peuple d'Israël (1887-1893).

Filosofisk set går Renan fra at tale om "væren" til at bruge termen "tilbliven" (devenir). Historiens gang er en stadig udvikling og skabelse, og selv litteratur udgår af en samlet, kollektiv proces: "De smukkeste ting er anonyme." Det individ, der redigerer et værk, stiller sig kun mellem menneskeheden og modtageren, og det er menneskeheden, der er den sande forfatter, siger han i L'Avenir de la science. Det er videnskabens rolle at forstå drivkræfterne, der har en vis karakter af skabelse og som sådan inspirerede Henri Bergson og dennes L'Évolution créatrice.

• positivisme
• religionshistorie

• Wardman, H. W. (1979). Renan historien philosophe. Paris: SEDES.