Hundslund Kloster er et middelalderligt benediktinernonnekloster, som ligger i Dronninglund i den sydøstlige del af Vendsyssel. Klosteranlægget blev efter Reformationen omdannet til herregård, i dag Dronninglund Slot.

Faktaboks

Etymologi

Navnet kendes fra 1268 som Hunslund. Første led er hund, andet led er -lund 'lille skov'.

Klostret omtales første gang i en skriftlig kilde fra 1264, men er ældre og formentlig grundlagt i årtierne omkring år 1200. Man ved ikke, hvem der var stifter af klostret. Klostret tilhørte benediktinerordenen, der var grundlagt i 500-tallet af den hellige Benedikt fra Nursia, som særligt i den tidlige middelalder var meget populær i Danmark. Ordensfolket var klædt i sort dragt.

I senmiddelalderen modtog klostret mange gaver i form af gods og ejendomme forskellige steder i Nordjylland, og i 1400-tallet var klostret derfor en meget stor jordejer. Klosterfolket – nonnerne – blev ledt af en priorinde, mens drift- og ejendomsforhold blev varetaget af en prior.

Klosterbygningerne

I tillæg til klosterkirken, den nuværende Dronninglund Kirke, har der mod nord og vest været rejst et klosteranlæg, hvor benediktinernonnerne har boet.

En del af klosterbygningerne blev efter Reformationen ombygget og er i dag en del af herregården, mens andre bygningsdele kun kendes fra arkæologiske undersøgelser. Alle de kendte klosterbygninger er rejst i et senmiddelalderligt formsprog og skal formentligt dateres til slutningen af 1400-tallet eller begyndelsen af 1500-tallet.

Ved kirkens vestende står vestfløjen, der i dag er østfløj i herregården. I fløjens teglstensmure kan man endnu spore enkelte middelalderlige træk. Oprindeligt har denne fløj rummet nonnernes sovesal (kaldet dormitoriet), der lå i overetagen, samt kapitelsalen der var klostrets meget vigtige møderum. Arkæologiske undersøgelser har vist, at der på tværs af fløjen løb en vandførende kanal, der har været benyttet af nonnerne til deres toiletter.

Vest for kirketårnet og i forlængelse af kirkens skib findes den middelalderlige udløberfløj, der i dag er herregårdens hovedbygning. I middelalderen blev denne anvendt til opmagasinering.

Derudover er der kendskab til en lille middelalderlig bygning nord for kirken, der blev undersøgt arkæologisk i 1950’erne, men hvis funktion er ukendt.

Hundslund Kloster efter Reformationen

I 1536, som konsekvens af Reformationen, blev klostergodset overtaget af kronen. Nonnerne fik lov at blive boende, og de sidste nonner levede i bygningskomplekset frem til 1580’erne. Efter Reformationen blev klosterbygningerne bortforpagtet til forskellige adelige slægter, bl.a. slægten Lindenov, der omkring 1600 gennemførte en udvidelse af kirken. Klosteranlægget blev på den måde omdannet til herregård.

Klostret og kirken hed Hundslund frem til 1690, hvor dronning Charlotte Amalie erhvervede det gamle klostergods og omdøbte det Dronninglund.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig