Den velanskrevne kontorist Johan Leonhard Fix blev ansat af Asiatisk Kompagni i 1767 og straks udsendt som bogholder til Serampore, en dansk handelsplads i Bengalen ved Calcutta (i dag Kolkata). Serampore – af danskerne kaldet Frederiksnagore – var en lille by, men helt central for Asiatisk Kompagnis handel med bl.a. tekstiler og opium. Et par år efter Fix’ ankomst døde stedets chef, og Fix overtog både embedet og enken, Antonetta Marie Hinckel, med hvem han fik otte børn.
Da staten overtog kolonierne i Asien fra Asiatisk Kompagni, blev Ole Bie chef for Serampore, mens Fix udelukkende beholdt ansvaret for handelen på stedet med titel af førstefaktor. Begge herrer var imidlertid særdeles selvbevidste og stejle, så deres nødvendige samarbejde blev uhyre vanskeligt. Fix er da også blevet karakteriseret ved sit ”iltre sind, smålige tænkemåde og rethaveriske tilbøjelighed”.
Ved siden af deres embeder drev både Bie og Fix omfattende privat handel, men naturligvis hver for sig. Der var dels tale om traditionel vareudveksling for egne penge internt i Asien, dels om handel med Europa på vegne af engelskmænd. Mange briter i Indien havde drevet ulovlig privat handel og erhvervet sig formuer, som de gerne ville have til England, men da pengene ikke var lovligt tjent, måtte de have hjælp af danskerne. Johan Leonhard Fix og Ole Bie leverede beredvilligt den nødvendige camouflage i form af falske søpas og andre dokumenter og om nødvendigt endda skibe og vareladninger, som man påstod var dansk ejendom, og som briterne kunne investere i og således få deres formuer overført til Europa. For dette tog danskerne sig rigtig godt betalt, og på sådan tvivlsom handel hvilede en betydelig del af hele den danske indienshandel i den florissante periode med dens kolossale profitter.
Både Fix og hans hustru led dog efterhånden under svigtende helbred, så i 1787 rejste de til Danmark medbringende deres anseelige formue.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.