Kalf er navnet på en dansk uradelsslægt i middelalderen.

Oprindelse

Den først kendte mand i slægten er Jens Kalf, der nævnes som marsk i 1255. Marsken er den person, der står i spidsen for kongens militær, muligvis den del af det, der bestod af herremændene.

I 1274 får Jens Kalf tilskødet herregarden Vinderup (senere Eriksholm) i Ginding sogn. I slægten optræder flere medlemmer med relationer til kongerne Christoffer 1. og Erik Klipping, og senere i 1300-tallet med Valdemar Atterdag og dronning Margrete 1. og til begyndelsen af 1400-tallet, hvor Margrete gav riget videre til Erik af Pommern.

Christian Winther om Ridder Kalf

Erland Kalf spillede i årene 1350-1372 sammen med og mod kong Valdemar Atterdag. Kongen var ofte på kant med især den jyske adel. Erland Kalf i 1359 var ledende i det jyske oprør mod kongen, men han forsonede sig dog med ham året efter. Christian Winther skrev i 1828 en tekst og et digt om ham med titlen ”Ridder Kalf”.

For slægtsforskere er Kalfslægten interessant, fordi flere jyske bondeslægter kan føres tilbage til Gimsinggård ved Struer i slutningen af 1400-tallet. Denne hovedgård var tidligere i samme århundrede ejet af Niels Kalf.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig