Kilkis er en græsk by 35 km nord for Thessaloniki på den frugtbare centralmakedonske slette med 18.958 indbyggere (2001). Under 2. Verdenskrig var Kilkis besat af Bulgarien 1941-1944, der gennemførte en omfattende og brutal bulgarisering af befolkningen.

Kilkis Amt

Kilkis er også navnet på det omgivende amt, der dækker et areal på 2519 km2 og har 89.056 indbyggere (2001). Både mod øst og vest er området dækket af bjerge beklædt med ege-, pile- og nåletræer. Den centrale del er dækket af frugtbart lavland og den store flod Axios, der skaber grundlag for omfattende kunstvandingssystemer.

Klimaet er kontinentalt med kolde vintre, og turismen er meget lidt udviklet.

Erhverv og produktion

Landbruget er den vigtigste indtægtskilde. Det samlede landbrugsareal er 1290 km2, hvorpå der dyrkes store mængder hvede og majs samt tomater, bomuld, tobak, kartofler, ferskner, æbler, druer, solsikker og nødder. Der er en betydelig produktion af vin fra byen Goumenissa. Også kvægavl spiller en vigtig rolle med produktion af mælk, ost og kød.

Industrien er beskedent udviklet med få større virksomheder inden for beklædning, fødevarer og ikke-metalliske mineraler. Brydning, bearbejdning og eksport af marmor er dog siden 1990'erne steget voldsomt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig