Kirstine Meyer var sammen med Hanna Adler de første kvindelige fysikere i Danmark. De blev begge magistre i fysik i 1892. I 1899 modtog Kirstine Meyer Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje for sin afhandling om overensstemmende tilstande vedrørende stoffers tryk, rumfang og temperatur.
Senere blev Kirstine Meyer optaget af videnskabshistorie. Hun forsvarede sin disputats om temperaturbegrebets udvikling i 1909. Sammen med sin nære ven og kollega matematikeren Thyra Eibe (1866-1955) fandt og udgav Meyer Ole Rømers forsøgsjournal Adversaria (1910). Hun skrev derudover indflydelsesrige biografier om Ole Rømer og H.C. Ørsted.
Kirstine Meyer var ansat ved N. Zahles skole i perioden 1885-1909 og fra 1900 også ved H. Adlers Fællesskole. Gennem sit arbejde i undervisningsinspektionen for gymnasieskolerne (1910-32) øvede hun en betydelig indflydelse på fysikundervisningen, særligt ved at påpege værdien af, at eleverne selv udførte forsøg i skolen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.