Marcus Knuth stillede op til Folketinget for Venstre første gang i 2012 i den daværende Vordingborgkreds. Han blev valgt ind i Folketinget som Venstres kandidat i Sjællands storkreds i 2015 og genvalgt i 2019. Han blev partiets udlændinge- og integrationsordfører og sammen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg talte han varmt for en strammere udlændingepolitik. Det var netop uenighed i Venstre om udlændingepolitikken, der fik Marcus Knuth til at skifte til Det Konservative Folkeparti i november 2019. Han havde mistet ordførerskabet i 2018, og på Facebook begrundede han partiskiftet med Venstres værdi- og udlændingepolitik: ”Min øverste prioritet i politik erkampen for vores danske kultur, værdier og tryghed. Jeg frygter, at hvis vi ikke står fast nu, så ender vi som Sverige”, skrev han bl.a. Det spillede dog også en rolle, at han var uenig i Venstres holdning til generations- og arveafgift.
Hos Det Konservative Folkeparti fortsatte han ordførerskabet på netop områderne indfødsret, udlændinge og integration. Desuden har han i en overgang haft rollen som politisk ordfører for partiet i et barselsvikariat for nuværende politisk ordfører Mette Abildgaard. Han blev ikke genvalgt ved folketingsvalget 2022, hvor han stillede op i Østjyllands Storkreds, idet partiet kun opnåede et enkelt mandat i kredsen, som gik til Mona Juul.
Marcus Knuth har også været medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 2018 til 2020, først for Venstre, efter partiskiftet for Det Konservative Folkeparti. Desuden forsøgte han sig som kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre i 2014. Efter indstilling fra Det Konservative Folkepartis ledelse blev han i september 2023 valgt som en af dette partis tre øverste kandidater forud for europaparlamentsvalget den 9. juni 2024.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.