Parma Calcio 1913 er en italiensk fodboldklub, der blev stiftet i 1913 i Parma som Verdi Football Club (til minde om komponisten Giuseppe Verdi). Klubben har siden 1923 haft hjemmebane på Stadio Ennio Tardini, der har plads til 27.906 tilskuere.

Faktaboks

Også kendt som

SSD Parma Calcio 1913, Parma, Parma FC, Parma Football Club

Navn

Parma Calcio 1913 har skiftet navn flere gange i dens levetid. Allerede i december 1913 tog klubben navneforandring til Parma FC, der var dens navn frem til 1930, hvor den kom til at hedde Parma AS. Fra 1969 til 2004 hed den Parma AC, inden den i 2004 skiftede tilbage til Parma FC. I 2015 fik den sit nuværende navn.

Historie

Parma fristede i mange år en tilværelse i italiensk fodbolds næstbedste række, Serie B, og først i 1990 nåede den for første gang Serie A. Oprykningen blev bakket op af et stort sponsorat af den lokale Parmalat-mejerikoncern, der tillige erhvervede 45 % af klubbens aktier.

I 2000-tallet begyndte klubben at sælge ud af sine stjernespillere, men denne indsprøjtning blev udhulet af Parmalat-koncernes store problemer med økonomisk svindel. I 2008 måtte Parma derfor en tur ned i Serie B, som den dog vendte tilbage fra allerede i 2009. I 2015 gik Parma konkurs, og en rekonstruktion af klubben spillede sæsonen 2015/2016 i den italienske serie D. I 2018 vendte Parma tilbage til Serie A, men rykkede ned igen i 2021, og først i 2024 rykkede klubben op i den bedste række igen.

Parmas resultater

I 1992 vandt Parma den italienske pokalturnering Coppa Italia for første gang, og klubben har siden genvundet denne titel i 1999 og 2002 samt været nr. 2 i Serie A i 1997. På europæisk plan lykkedes det i 1990'erne Parma FC at vinde Europa Cuppen for pokalvindere i 1993 og blive nr. 2 i 1994 samt at vinde UEFA Cuppen i 1995 og 1999.

  • Italiensk pokalvinder (3): 1992, 1999, 2002
  • Europa Cuppen for pokalvindere (1): 1993
  • UEFA Cuppen (2): 1995, 1999

Danske spillere i Parma

Klubben havde danskerne Magnus Troest (f. 1987) i truppen fra 2008 til 2009 og Andreas Cornelius fra 2019 til 2021.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig