Sankt Antonius-ild

Svampen Claciceps purpurea findes over hele Jorden. Udover rug angriber den også byg, hvede og vildtvoksende græs. Svampen spredes med vinden og insekters færden. Ofte smittes en kornmark fra en nærliggende græsmark eller eng, der er inficeret. De sidste 50-100 år er det blevet mindre almindeligt, at korn angribes af meldrøje, hvilket bl.a. skyldes sprøjtning af kornet med pesticider af typen fungicider (svampedræbende sprøjtemidler). I 1980 var der et større udbrud af meldrøje på en mark i nærheden af Ringsted.

Beretninger om sygdomme, der kan have været Sankt Antonius-ild, kendes allerede fra oldtiden, men det er usikkert, hvad det dækker over. De ældste sikre beretninger om epidemier af Sankt Antonius-ild er fra den tidlige middelalder. Sygdommen hærgede middelalderens Europa, men siden ca. år 1900 har den været forholdsvis sjælden i Europa.

Det anses for den mest sandsynlige forklaring, at navnet Sankt Antonius-ild dels henviser til sygdommens symptomer – det vil sige de brændende smerter og fornemmelser, som optræder i især fingre og tæer, og dels til den dæmonfordrivende helgen Sankt Antonius. Denne helgen havde fået betroet den særlige og magtfulde opgave "at forvalte Paradisets ild". Sankt Antonius kunne både slukke og dæmpe ild og ligeledes som straf antænde en ild i syndige mennesker.

Ergotisme opdeles i gangrænøs og konvulsiv ergotisme, altså ergotisme kendetegnet ved tilstedeværelsen af henholdsvis koldbrand (gangræn) eller kramper (konvulsioner). Den inddeles derudover i en akut og kronisk form. Normalt vil toksinerne fra meldrøjen blive udvasket med urinen, hvis personen har en normal nyrefunktion, og symptomerne vil derpå aftage af sig selv. De kroniske tilfælde med vedvarende symptomer og varige skader, som fx koldbrand, opstår, når der kontinuerligt indtages forgiftet korn eller kornprodukter.

Svampetoksinerne virker på tre organsystemer: 1. blodkarrene, 2. centralnervesystemet og 3. mavetarmsystemet. Virkningsmekanismerne på celleniveau kendes ikke nøjagtigt, men svampens giftstoffer er i stand til at imitere virkningen af hormoner og neurotransmittere (signalstoffer i nervesystemet). Under tiden kan toksinerne også virke som hormonet oxytocin og dermed fremkalde abort eller fremprovokere for tidlig fødsel hos kvinder. Sygdommen kan forløbe godartet, men den er potentielt invaliderende og dødelig.

Ved indtagelse af kornprodukter, der rummer meldrøjens toksiner, irriteres mavesækkens og tarmens slimhinde, og det giver anledning til kvalme, diarré, opkastninger og tørst. Ergotismens mest karakteristiske symptomer opstår, når toksinerne optages fra tarmen og passerer over i blodbanen. De udøver her en virkning på pulsårenes (arteriernes) vægge, der fremprovokerer sammentrækning (vasokonstriktion) og spasmer (vasospasme). Det medfører nedsat blodtilførsel til hud og muskler, og der opstår prikkende, stikkende og brændende fornemmelser (paræstesier og dysæstesier) i fingre og tæer, der spreder sig opad. I middelalderen blev det opfattet som en "indre ild", der brændte i kroppen.

I nogle tilfælde kan blodkarrene blive totalt aflukkede. Det betyder, at der ikke kommer blod og dermed ilt ud til cellerne i muskler og hud og der opstår koldbrand, altså vævsdød (nekrose). Det kan betyde, at fingre og tæer rådner og falder af eller må amputeres. I middelalderen blev det opfattet som et tegn på, at ilden havde brændt legemsdelene op. Den nedsatte blodforsyning til musklerne medfører, at de bliver stive, hårde og ømme. Det nedsætter bevægeligheden betydeligt og gør bevægelser stive og klodsede. Toksinerne kan også påvirke centralnervesystemet og give anledning til epileptiske anfald med tonisk-kloniske kramper, konfusion, hallucinationer m.m. Tilstanden er meget smertefuld og frustrerende, og de syge er ofte forpinte og skriger højlydt. I middelalderen gav det anledning til at tro, at de blev fortærret af Helvedes flammer.

Medicinhistorikeren August Hirsch (1817-1894) redegjorde i Handbook of geographical and historical pathology (1883-86) for 132 epidemier af Sankt Antonius ild i perioden 591-1789. Den danske læge og professor i medicinens historie Vilhelm Møller-Christensen har beskæftiget sig med de mirakuløse helbredelser af Sankt Antonius ild, som i middelalderen fandt sted ved Hellig Anders Høj i Slagelse, Abbed Vilhelms grav i Æbelholt, Knud den Helliges grav i Odense, Erik Plovpennings grav i Ringsted og Knud Hertugs grav i Haraldsted. I forbindelse med udgravningen af Æbelholt kloster i perioden 1935-1958 fandt Møller-Christensen i 1943 et skelet, som han studerede sammen med patologen Poul Møller (1884-1965). De antog først, at det drejede sig om et tilfælde af spedalskhed, men ændrede det i 1946 til et tilfælde af Sankt Antonius ild. I 1963 skrev Erik Steenberger en grundig historisk artikel "Meldrøjeforgiftning" til Bibliotek for Læger.

• koldbrand
• medicinens historie
• middelalderen
• meldrøje