Vind

Slægtens ældst kendte mand er formentlig ridderen Tycho (Tyge) Vind (nævnes 1307-1342), som i 1314 dømtes fredløs og mistede sine godser. Ridderen Niels Vind (nævnes 1334-1367) er den første efterviselige med navnet Vind, som førte slægtens våben, i guld et sort hestehoved. Få andre adelige optræder i løbet af 1300- og 1400-tallet med navnet Vind, nogle af dem med Vind-våbenet. Så fåtallig var slægten, at den var ved at uddød i slutningen af 1400-tallet.

Slægtens stamfar er Christen Vind (nævnes 1500), med hvis sønner Henrik Vind (nævnes 1525, død mellem 1550 og 1554) til Rønshave, Starupgaard og Store Velling og Iver Vind (født ca. 1502, død 1586) til Starupgaard og Store Grundet slægten fik et økonomisk og socialt opsving.

Iver Vind blev stamfader til den endnu levende slægt. Allerede i anden halvdel af 1500-tallet blev medlemmer af slægten forlenet med forskellige len, hvis afkast gav den økonomisk mulighed for at købe godser og sende sønner på dannelsesrejser i Europa. Disse sønner fik en dannelseskvalitet og administrativ kompetence, og de fik herved adgang til de højeste embeder.

Slægten nåede i 1600-tallet op i højadelens kreds og fik rigsrådsstatus. Den hørte til de ca. 32 højadelige slægter, der omkring 1650 i praksis monopoliserede rigsrådspladserne. Slægtens egentlige blomstringstid begynder i dette århundrede, hvor adskillige medlemmer formåede at hæve sig til førende stillinger ikke blot i kraft af deres rigdom, ægteskaber og slægtsforbindelser, men også ved personlig begavelse og handlekraft. I 1700-, 1800- og 1900-tallet har slægten især gjort sig gældende som officerer i hæren og som godsejere foruden også at virke i andre offentlige stillinger og i det private erhvervsliv. Særlig markant er den friherrelige og grevelige linje til Juellinge og Frijsenborg. Slægten har ejet talrige godser både i Danmark og Norge.

Af fremtrædende personligheder må nævnes Iver Vind (1590-1658) til Store Grundet og Nørholm, som blev øverste sekretær i Kancelliet og rigsråd og ofte fulgte kong Christian 4. på hans rejser. Broderen, rigsadmiral og rigsråd Jørgen Vind (1593-1644) til Vrams Gunnarstorp og Harrested fortsatte slægten. Fra hans søn, vicekansler og rigsråd Holger Vind (1623-1683) til Vrams Gunnarstorp og Harrested udgår den friherrelige og grevelige linje samt den ubetitlede linje.

Holger Vinds sønnesøn, kammerherre Jens Vind (1694-1726) tiltrådte ved moderen, Sophia Catharina Vind, født Juel, baronesse af Juellinges (1664-1706) død baroniet Juellinge, og han ophøjedes i 1708 til Juel Vind, baron af Juellinge. Hans søn, amtmand Jens Juel Vind, baron af Juellinge (1724-1776) til baroniet Juellinge tiltrådte i 1771 stamhuset Stensballegaard og fik samme år patent på navnet Krag-Juel-Vind. Han var gift med Sophia Magdalena von Gram (1734-1810) til grevskabet Frijsenborg. Deres ældste søn, stiftamtmand, kammerherre Friderich Carl baron Juel Vind (1753-1815), blev i 1776 besidder af baroniet Juellinge og i 1810 besidder af grevskabet Frijsenborg. Den yngste søn, generalmajor Jens Carl baron Krag-Juel-Vind (1767-1855) fik stamhuset Stensballegaard og giftede sig til stamhuset Sæbygaard, hvorved han i 1827 fik patent på navnet Krag-Juel-Vind-Arenfeldt. Hans afkom uddøde i mandslinjen i 1867, i kvindelinjen i 1884, hvorefter stamhuset Sæbygaard overgik til slægten Arenfeldt.

Friderich Carl baron Juel Vinds ældste søn, gehejmekonferensråd Jens Christian Carl baron Juel Vind (1779-1860) overtog et forgældet grevskab, som han med dygtighed fik rettet op på. Hans ældste søn, gehejmekonferensråd Christian Emil baron Juel Vind (1817-1896) til grevskabet Frijsenborg blev som politiker og konsejlspræsident en af slægtens mest fremtrædende medlemmer. Han forenede i sit liv to sider af slægtens virke, statsmandens og godsejerens. I 1867 døde hans slægtning, baron Preben Krag-Juel-Vind-Arenfeldt (1800-1867) til stamhuset Stensballegaard uden arvinger. Stamhuset tilfaldt Christian Emil baron Juel Vind, som samme år blev ophøjet i grevelig stand med navnet Krag-Juel-Vind-Frijs. Selv skrev han sig Frijs. Sønnen, kammerherre Mogens Christian lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs (1849-1923) til grevskabet Frijsenborg og stamhuset Stensballegaard, var ligeledes en fremtrædende politiker. Under ham afløstes de to majorater i 1920, der beholdt deres navne Frijsenborg og Stensballegaard. Frijsenborg overgik til datteren, lensgrevinde Inger Dorthe Wedell (1885-1975), hvis efterslægt stadig (2023) ejer godset. Stensballegaard blev afhændet i 1927.

Friderich Carl baron Juel Vinds anden søn, kammerherre, karakteriseret ritmester Karl Ludwig baron Juel-Vind (1780-1838) tiltrådte efter faderens død baroniet Juellinge. Han fik i 1816 for sig og sin gren grevelig titel og rang. Baroniet gik videre til nevøen, politikeren, kammerherre Friderich Julius greve Juel Vind (1821-1885) og nedarvedes i hans efterslægt, i hvis eje godset stadig er (2023). Denne gren tillagdes ligeledes i 1867 navnet Krag-Juel-Vind-Frijs. Baroniet afløstes i 1921 og fik sit gamle navn Halsted Kloster tilbage.

Fra Holger Vind (1623-1683) nedstammer også en endnu levende ubetitlet gren. Et medlem af denne gren, kammerherre, karakteriseret ritmester Christian Andreas Vind (1794-1869) købte i 1828 Sanderumgaard, der endnu (2023) er i slægtens eje. Hans søn, gehejmekonferensråd Carl Rudolph Emil Vind (1829-1906) til Bækkeskov virkede som overordentlig gesandt og befuldmægtiget minister i Sankt Petersborg, Berlin og Schwerin, men døde ugift. En anden søn, kammerherre, løjtnant Sophus Holger Gustav Vind (1842-1913) til Sanderumgaard var en dygtig landmand, ligeledes sønnen, kammerherre, chargé d’affaires Ove Holger Christian Vind (1877-1954) til Sanderumgaard. Dennes søn, kammerherre Ivar Vind (1921-1977) til Sanderumgaard, fremstår som en markant personlighed; han var en fremragende sportsudøver (atletik) og formand 1973-1977 for Danmarks Olympiske Komité.

• Arenfeldt
• Juellinge
• Frijsenborg
• Sanderumgård
• Stensballegård