berbere

Med den arabiske invasion af Nordafrika i 600-tallet opstod der kampe mellem berberne og de arabiske stammer. Araberne kom frem med heste og kamelkaravaner til lands, og dermed trængte de ind i de områder, hvor berberne boede. Berber-stammerne dannede alliancer for at forsvare sig. Ifølge legenden samlede berberdronningen Al Kahina (også kaldet Dihya) stammer i nutidens Tunesien og Algeriet i kampen mod araberne. Hun skal være død i kamp i 703 i Aurès i Algeriet.

Den arabiske invasion faldt i bølger. Efter etableringen af det arabiske overherredømme fra 700 til 1000 skete der en gradvis sameksistens mellem berbere og arabere. Mange steder antog berberne islam og begyndte at tale arabisk i stedet for berberisk. Et eksempel på dette er Vestsahara, hvor berberne efterhånden antog den arabiske dialekt hasaniyya.

Berberisk er opdelt i adskillige dialekter, som falder i to hovedgrupper i forhold til, hvor mange vokaler der indgår i sproget. Den ene omfatter de libyske dialekter og tuaregisk, den anden gruppe omfatter alle øvrige berberiske dialekter i Nordafrika. Eksempler på dialekter der tales i dag er:

• Marokko: rif, tamazight samt tashelhit. 10.000.000 – 24.900.000 (est.) marokkanere taler berberisk.
• Algeriet: kabylisk, shawiya, shenwa og tuaregisk. Ca. 7-8 millioner algiere taler berberisk.
• Mauretanien og nordlige Senegal: zenaga. Tales af ca. 14-15.000 mennesker.
• Mali, Niger, sydspidsen af Algeriet samt i Ghat i Libyen: ca. 1,2 millioner berberisktalende tuareger.
• Libyen: berberisk er udbredt i Nafusabjergene syd for Tripoli, i oaserne Ghadamès, Ghat, al-Fogaha, Awdjila, samt i havnebyen Zuwarah.
• Tunesien: Ca. 100.000 tunesere taler berberisk særligt i Sydtunesien i og omkring Tataouine og de små byer Douiret og Chenini samt Guellela på øen Jerba.

I Tunesien blev berberne fordrevet fra sletterne omkring de nuværende byer Tataouine og Medenine. De rykkede op på bjergskråningerne, hvor de etablerede fæstninger. I en første fase flygtede berberne til allerede eksisterende grotter på bjergsiderne for at sikre både sig selv og deres ejendele og forråd.

I en efterfølgende fase etableredes mange steder en såkaldt kalaa på toppen af bjerget. Kalaa var en fæstning til forråd, mens der foran grotten etableredes en lille bygning, der kunne bruges som stald for især får og geder. Byerne Chenini og Ghomrassen i Sydtunesien er særligt gode eksempler på denne fæstnings-beboelse på bjergsiden.

Efterhånden som flugten og etableringen på bjergsiden trak ud og blev permanent, etableredes større fæstningsværker, som kaldes ksar. Flere stammer og mange familier deltes om en ksar. I de hvælvede, smalle opbevaringsrum af sten, kaldet ghorfa, kunne man opbevare og beskytte forråd og ejendele. Mange ksarer har både to, tre og flere etager med ghorfaer oven på hinanden. Adgang til de mange gårde med ghorfaer skete gennem en stor port, som var bevogtet.

Efterhånden som kampene ophørte, og berbere og arabere begyndte at sameksistere, etablerede også de arabiske stammer i Sydtunesien ksarer, hvor de kunne opbevare varer og forråd, mens de levede som nomader på stepperne.

De tunesiske kalaaer og ksarer har både i funktion og udseende mange lighedstræk med berber-fæstningerne i Marokko kaldet agadir.

I Marokko findes berber-fæstningsværkerne, som her kaldes en agadir, særligt i Høje Atlas- og Anti Atlas-bjergene. De består af to dele: en fæstning øverst på en bjergtop og nedenfor kornmagasiner bestående af små aflange rum bygget oven på hinanden i flere etagers højde. Rummene er bygget med sten brudt i de omkringliggende bjerge. I de største agadirer ligger magasinerne langs meget lange og smalle gader. Særligt i Høje Atlas findes også agadirer, som er gravet ned i jorden.

Her kunne korn og andre afgrøder opbevares, og værdifulde ejendele som tæpper, smykker og våben var beskyttet mod fjendtlige angreb, mens man dyrkede jorden uden for fæstningen eller vandrede som nomader for at græsse sine dyr.