den lovgivende magt

Initiativet til love kan enten være rutinemæssigt, fx finanslove, eller tages ud fra en bevidst beslutning. I de fleste lande har både regeringen og de enkelte medlemmer af parlamentet ret til at fremsætte lovforslag, men i realiteten er det regeringen, der tager de fleste initiativer. I Danmark tager regeringen således initiativ til omkring otte ud af ti lovforslag.

Forberedelsen af regeringens lovforslag sker i centraladministrationens departementer med adgang til relevant sagkundskab og kontakt til berørte interesseorganisationer, som kan bidrage med både ekspertise og politisk opbakning til forberedelsen af nye love.

I et land som Danmark har de enkelte folketingsmedlemmer kun beskedne muligheder for at forberede lovforslag; desuden har disse såkaldte private lovforslag ringere udsigt til at blive vedtaget end regeringsforslag. Derfor forsøger oppositionspartier gerne gennem dagsordener eller beslutningsforslag at pålægge regeringen at forberede et bestemt lovforslag, og det kan navnlig svage mindretalsregeringer være tvunget til at imødekomme for at overleve. I andre lande, fx USA, har parlamentet gennem egne sagsbehandlere og eksperter bedre muligheder for selv at udforme lovforslag.

Parlamentsbehandlingen er fastlagt i landets forfatning og parlamentets forretningsorden eller etableret ved faste sædvaner (se også Folketinget). I Danmark skal lovforslag ifølge Grundloven behandles tre gange i folketingssalen, før de kan vedtages endeligt. Første behandling er en generel drøftelse af lovforslaget, hvor partiernes ordførere over for hinanden og over for offentligheden redegør for deres syn på forslaget. Anden behandling er den mest detaljerede, idet de enkelte paragraffer i lovforslaget diskuteres, og ændringsforslag fremsættes og behandles. Tredje behandling minder om andenbehandlingen, men kan være ganske kortvarig. Den afsluttes under alle omstændigheder med en endelig afstemning om lovforslaget.

Det er Folketinget, der afgør, om et lovforslag skal overgå til anden behandling og efter denne til tredje behandling. Næsten alle lovforslag henvises mellem første og anden behandling i salen til et af de stående udvalg, mens langt færre lovforslag henvises til udvalg mellem anden og tredje behandling. Det er derfor udvalgsarbejdet mellem første og anden behandling i salen, der er det vigtigste. Her rettes skriftlige spørgsmål til ministeren, her kaldes ministeren til samråd, her modtages delegationer udefra, og her skrives der betænkning om lovforslaget.

Efter at lovforslaget er vedtaget i parlamentet, skal det underskrives af statsoverhovedet for at blive lov. Dette sker i Danmark i Statsrådet, men er en ren formalitet. I andre lande, fx USA, har statsoverhovedet derimod reel mulighed for at undlade at underskrive et vedtaget lovforslag og dermed forhindre, at det bliver lov (se vetoret).

Det er selvfølgelig afgørende for, om en vedtaget lov får de tilsigtede virkninger, at den faktisk iværksættes. Dette ansvar påhviler som hovedregel landets centrale, regionale og lokale administration, men sagkyndige og repræsentanter for interesseorganisationer kan også inddrages i loves gennemførelse via råd, nævn mv. Den administrative praksis i forbindelse med loves gennemførelse er særlig vigtig, hvor der er tale om bemyndigelseslove, dvs. love som giver ministeren ret til at udfærdige regler, som kan være af ganske generel karakter. Bemyndigelseslove finder stigende anvendelse i Danmark, fordi stadig mere komplicerede forhold søges reguleret gennem lovgivning, hvilket gør detaljerede bestemmelser i selve loven umulige eller uhensigtsmæssige. Det betyder på den ene side, at en betydelig del af udformningen af generelle regler glider fra den lovgivende magt til den udøvende magt, mens på den anden side denne kompetenceforskydning modsvares af, at Folketingets stående udvalg gennem hyppige spørgsmål til ministrene søger at få indblik i og føre kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelserne. På den måde sker der en udviskning af den ansvarsfordeling, som ligger i Grundlovens opdeling af den lovgivende og den udøvende magt.