I filosofien trak både G.W.F. Hegel og Friedrich Nietzsche på Spinozas monisme, dvs. tanken om, at det uendelige og det endelige på én gang rummes i altings natur. For Hegel kunne Guds uendelighed i sidste ende kun begribes som immanent væren. Tilsvarende giver princippet om uendelig gentagelse i relation til en naturlov sig kun til kende i det endelige, dvs. i det konkrete eksempel på lovens virkning.
For Nietzsche var den kristne forestilling om et uendeligt Gudsrige og det evige liv en flugt fra verdens endelighed. Således afviste han den metafysiske forestilling om menneskets udødelige sjæl for til gengæld at glæde sig over alle de dødelige sjæle som vidnesbyrd om livets mangfoldighed.
Med inspiration fra Kierkegaard forbandt Martin Heidegger menneskets endelighedserfaring med angsten for den intethed, der ligger til grund for tilværelsen. Men netop ved at drage omsorg for ens begrænsede livsmuligheder i "en-væren-til-døden", som det hedder hos Heidegger, bliver det muligt at tage livet i egne hænder.
Hos Jean-Paul Sartre har denne tankegang vundet genklang i eksistentialismen. Hos andre franske filosoffer som fx Michel Foucault og Gilles Deleuze ses menneskets endelighedserfaring som frigørende i forhold til muligheden for at forme livet på betingelser, der ikke er givet på forhånd i moralske loves påståede universalitet. Senest har Jean-Luc Nancy forbundet kristendommen med en metafysisk selvafvikling, der ikke desto mindre har åbnet for forestillingen om en forbigående, guddommelig hilsen (på fransk salut, der også betyder frelse) inde fra endeligheden selv.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.