En ferralsol er en rødlig tropisk jordtype. Ifølge FAO/UNESCOs internationale jordklassifikationssystem er den rig på jern(III)- og aluminiumoxihydroxider. Selv om jordtypen kan have et højt indhold af ler, har den kun en ringe evne til at fastholde (adsorbere) positivt ladede ioner; den har således en lav CEC-værdi. Af den grund er den ofte fattig på plantenæringsstoffer.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet ferralsol kommer af engelsk, af latin ferrum 'jern' og aluminium og solum 'grund, jordbund'.
Jordtypen er dannet over lang tid i et varmt og fugtigt klima, hvor andre mineraler og kisel (SiO2) for en stor del er opløst og fjernet ved forvitring og udvaskning. Ferralsolens karakteristiske farve skyldes indholdet af jern(III)-oxihydroxider, fx hæmatit.
Ferralsol er en meget udbredt jordtype i tropiske regnskove. Under en ferralsol findes der ofte en regolit.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.