Forsuring er effekten eller virkningen af sur nedbør på økosystemer i det naturlige miljø.
Selv uden forurening vil nedbøren være sur pga. påvirkning fra atmosfærens kuldioxid, der optages i sky- og regndråber og danner kulsyre. Samtidig vil der altid være små mængder af naturligt forekommende svovl- og kvælstofforbindelser samt organiske syrer i luften, som derfor også optræder i nedbøren. Derfor er nedbøren ikke neutral (pH 7), men svagt sur (pH 5-6).
Blandt de naturligt forekommende svovlforbindelser er metansulfonsyre (MSA) og metansulfinsyre (MSEA), som sammen med svovlsyre er produkter af nedbrydning af biogene svovlforbindelser i atmosfæren; ikke mindst udledninger af dimetylsulfid (DMS).
Siden industrialiseringen i 1800-tallet har man observeret en forøget forsuring af nedbøren, som i Europa har haft pH-værdier på 4-4,5 og i enkelte byger helt ned til 3.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.