forsuring

Sur regn blev først beskrevet i 1872 af Robert Angus Smith (1817-1884) i bogen Air and Rain: The Beginnings of Chemical Climatology. Her behandlede han en række af de miljøpåvirkninger, som skyldes sur nedbør.

Det var dog først efter 2. Verdenskrig, at problemets store omfang blev alment kendt, og først i begyndelsen af 1970'erne blev forsuring et internationalt politisk spørgsmål. Efter flere års målinger forelagde Sverige ved en FN-konference i Stockholm i 1972 om Human Environment en nu klassisk rapport om sammenhængen mellem negative miljøeffekter og udslip af svovl.

Forsuring af jordbund og vandområder pga. sur nedbør ændrer jordens og vandets kemi og påvirker derigennem de levende organismer. Den omfattende skovdød i forskellige dele af verden skyldes bl.a. forsuring. I vandområderne kan fiskene dø som følge af et forøget aluminiumindhold i vandet, hvilket er et resultat af forsuringen. Endvidere har sur nedbør ført til omfattende skader på bygninger og kunstværker.

Når der sker en forsuring af jordbunden, udvaskes adsorberede base-kationer (K⁺, Na⁺, Ca²⁺, Mg²⁺). I tillæg til dette tab fjernes base-kationer desuden med høstede afgrøder. De mistede kationer erstattes af surt-reagerende hydrogen- og/eller aluminiumioner, hvorved jordens pH falder. Se jordbund.

Årsagerne til sur nedbør er især udledninger af svovl- og kvælstofforbindelser, som er knyttet til forbrænding af fossile brændsler. Siden 1980'erne har regulering ført til røggasrensning og andre foranstaltninger, som i den vestlige verden har nedbragt disse udledninger betydeligt. Ikke mindst er svovludledningerne reduceret kraftigt.

Noget forurening afsættes ved tørafsætning på jorden. Det gælder især visse forureninger på gasform som svovldioxid (SO₂) og kvælstofdioxid NO₂) og i mindre omfang sure partikler.

I atmosfæren omdannes en del af de udledte svovl- og kvælstofforbindelser i atmosfæren efterhånden til hhv. svovlsyre (H₂SO₄) og salpetersyre (HNO₃). Disse forbindelser opløses i vanddråber og afsættes på jordoverfladen ved vådafsætning. Noget af syren neutraliseres af ammoniak og afsættes som ammoniumsalte. Efter afsætning på jorden vil sulfat (SO₄^2-) og nitrat (NO₃^-), men også ammonium (NH₄⁺) medvirke til forsuring af jorden.

Den rækkevidde, som forsurende forbindelser kan transporteres, afhænger af en række meteorologiske parametre, i særdeleshed vindhastigheden og nedbørsforholdene (se meteorologi, transport og spredning). Der kan være tale om afstande på 1.000 km, dvs. at områder på størrelse med hele Europa påvirkes af de samme kilder.

Forurening med forsurende stoffer er derfor et eksempel på grænseoverskridende luftforurening. Det studeres i et internationalt samarbejde, det såkaldte European Monitoring and Evaluation Programme (se EMEP), der blev oprettet i 1977 som teknisk baggrund for politiske forhandlinger under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UN-ECE).

I 1979 blev Genèvekonventionen om langtrækkende, grænseoverskridende luftforurening etableret og underskrevet; konventionen trådte i kraft 1983.

I forbindelse med konventionen blev der vedtaget protokoller, der fastlægger mål for reduktion af udslip. Det samlede europæiske udslip af svovldioxid blev 1980-1993 reduceret til ca. 60 %, i Danmark endog til ca. 35 %; 1990-2009 faldt EU-landenes udslip med 76 %. Udslippet af kvælstofmonooxid (NO) er også reduceret betydeligt siden begyndelsen af 1990'erne, mens niveauet af kvælstofdioxid (NO₂) først er begyndt at falde siden slutningen af 2010'erne (se forklaringen på denne udvikling i artiklen: kvælstofmonooxid og kvælstofdioxid).

• luftforurening
• sur nedbør
• introduktion til gasser som luftforurening
• introduktion til partikler
• kvælstofoxider
• svovlforurening
• kilder til partikler
• primære partikler
• sekundære partikler
• partikler: størrelse, form og sammensætning