intern medicin

Begrebet opstod i 1880'erne i tysk lægevidenskab, hvor fagområdet udskiltes fra almen medicin (almen lægepraksis) som en disciplin baseret på systematiske undersøgelser, herunder eksperimentelle videnskabelige studier inden for især fysiologi, biokemi og patofysiologi. Etableringen og udviklingen af faget fandt sted ved de lægevidenskabelige fakulteter og lægeskoler i Europa og Nordamerika, ligesom fagets interesser blev varetaget af nyoprettede videnskabelige selskaber; det første opstod i Tyskland i 1882.

I Danmark udvikledes intern medicin i begyndelsen af 1900-t. på linje med andre lægefaglige discipliner til en nærmere afgrænset specialfunktion. Varetagelsen af medicinske sygdomme i barnealderen blev tidligt udskilt som et selvstændigt speciale (pædiatri, børnesygdomme), idet der dog helt op til 1970'erne blev behandlet børn i voksenmedicinske sygehusafdelinger. Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM) blev stiftet i 1916, og faget intern medicin blev optaget på den første liste over de af Den almindelige Danske Lægeforening i 1918 godkendte lægelige specialer. Med Lægeloven af 1934 blev specialet officielt godkendt. Den officielle betegnelse er intern medicin (medicinske sygdomme).

Fagets placering og betydning har altid været bestemt af relationerne til tilgrænsende lægevidenskabelige fagområder. Det opstod i en periode, hvor der for alvor kom gang i uddifferentieringen af lægevidenskaben, selvom det har rødder tilbage i den videnskabelige udvikling i sidste halvdel af 1700-t. Fagets afgrænsning var fra starten mindre klar end fx dermatologi (hudsygdomme) og neurologi (nervesystemets sygdomme). Dets berettigelse og styrke bestemtes i høj grad af den organisatoriske udvikling af sygehusvæsenet med oprettelsen af internmedicinske sygehusafdelinger ved de større sygehuse samt ved fagets placering sammen med kirurgi som de to store kliniske universitetsfag. Senere fik fagselskabet foruden den forsknings- og vidensbefordrende funktion i form af videnskabelig mødeaktivitet en fremtrædende organisatorisk og faglig funktion inden for bl.a. den lægelige videreuddannelse (speciallægeuddannelsen) og efteruddannelsen.

Efter 2. Verdenskrig blev det i Danmark almindeligt, at speciallæger i intern medicin kunne markere en særlig ekspertise inden for visse områder; der kan således nu opnås speciallægeanerkendelse inden for forskellige grenspecialer. Uddifferentieringen begyndte for alvor som led i den lægevidenskabelige udvikling fra midten af 1900-t. I begyndelsen kunne speciallæger i intern medicin ved en tillægsbetegnelse markere ekspertise inden for et delområde, fx stofskiftesygdomme, hjerte-kar-sygdomme eller mave-tarm-sygdomme. Fra midten af 1960'erne indførtes flere selvstændige specialer i internmedicinske fagområder. Ved revisionen af det danske speciallægesystem i 1982 gennemførtes en mere systematisk opdeling i formelt anerkendte internmedicinske grenspecialer, idet tilhørsforholdet til moderspecialet intern medicin samtidig blev understreget ved delvis fælles klinisk og teoretisk videreuddannelse.

Den særlige uddannelse i et grenspeciale finder i Danmark sted i en reservelægestilling ved en grenspecialiseret medicinsk afdeling, evt. suppleret med laboratorie- eller anden relevant uddannelse. Sideløbende hermed udøves sædvanligvis videnskabelig aktivitet. Ofte gennemføres tillige fuld uddannelse i moderspecialet.

Grenspecialerne inden for intern medicin er i dag: endokrinologi, medicinske hormonsygdomme geriatri, alderdommens sygdomme, tidligere betegnet langtidsmedicin gastroenterologi og hepatologi, medicinske mave-tarm- og lever-sygdomme hæmatologi, blodsygdomme infektionsmedicin, smitsomme sygdomme kardiologi, medicinske hjerte- og kredsløbssygdomme lungesygdomme nefrologi, medicinske nyresygdomme reumatologi, gigtsygdomme.

Uddifferentieringen af fagområdet intern medicin har været præget af ganske store forskelle i de enkelte lande. Flere delområder, der er anerkendte grenspecialer i Danmark, har ikke samme status i andre lande, selvom funktionen kendes. Omvendt varetages i Danmark flere områder, der formelt er godkendt som specialer i andre lande, som ekspertområder eller interesseområder af speciallæger i intern medicin uden dertil hørende særlig titel. Inden for EU og i USA er fx følgende delområder anerkendt som specialer: angiologi, sygdomme i blodkar, Emergency Medicine, Intensive Care Medicine, medicinsk onkologi, medicinsk kræftbehandling, palliativ medicin, terminal behandling, rehabiliteringsmedicin og sportsmedicin. Arbejdsmedicin har relation til intern medicin i nogle lande, men er en samfundsmedicinsk disciplin i Danmark. Mange steder anvendes en anden form for certifikation end en speciallægebetegnelse, fx tildeling af diplomer.

I Danmark er intern medicin og de internmedicinske grenspecialer fortrinsvis knyttet til sygehusvæsenet, og kun et begrænset antal speciallæger i disse fag fungerer i speciallægepraksis på fuld tid. I mange andre lande er situationen anderledes, blandt andet fordi den funktionelle afgrænsning over for faget almen medicin, dvs. almen lægepraksis, afviger fra danske forhold.