klassisk filologi

De første forsøg på en videnskabelig beskæftigelse med den græske litteratur havde deres udspring i Homers værker, som gennem hele antikken udgjorde grundstammen i græsk litteratur. Theagenes fra Rhegion fortolkede ca. 525 f.v.t. Iliaden allegorisk, ligesom han beskæftigede sig med hellenismos, dvs. det rene græske sprog, og angav derved på sin vis de to hovedområder i faget klassisk filologi, nemlig studiet af tekstens sproglige form og en tolkning af dens indhold. Aristoteles og hans skole i Lykeion beskæftigede sig i 330'erne og 320'erne f.v.t. med græsk sprog og litteratur; det eneste bevarede værk er Om digtekunsten. Man kan med en vis ret hævde, at filologien som videnskab har to forudsætninger: en kultur, hvori litteraturens medium er bogen, og en tids- og forståelsesmæssig afstand mellem tekst og læser. Denne situation opstod i hellenismen, hvor en stor del af den ældre græske litteratur, særlig poesien, blev vanskeligt tilgængelig både sprogligt og indholdsmæssigt. Det var i mange tilfælde problematisk at skaffe en pålidelig tekst, dels fordi nogle værker tilsyneladende var blevet nedfældet på skrift i flere versioner, dels fordi tekster ikke blev opfattet som digterens ejendom, men fx kunne blive udsat for at få tilføjelser til den oprindelige tekst (se Homer).

På den baggrund opstod det tekstkritiske, kommenterende arbejde, hvis centrum blev Alexandria i Egypten, idet ptolemæerne ydede finansiel støtte til det nye forskningscenter i Museion. Senere skabtes et tilsvarende, noget mindre bibliotek i Pergamon. I Alexandria var de førende filologer som regel også ledere af biblioteket. Blandt hovedkræfterne var Eratosthenes, der som den første kaldte sig filologos i betydningen "tekstudgiver og -fortolker", og Aristofanes fra Byzans. Arbejdet fortsattes af Zenodotos og Aristarchos, som med tegn i margen angav forskellige former for reservation med hensyn til den overleverede tekst. Aristarchos brugte det sunde fortolkningsprincip Homer skal forklares ud fra Homer, hvad der har givet ham en central plads i filologiens historie. Alexandrinerne overtog og videreudviklede desuden en grammatisk terminologi, som lever videre i nutidens skolegrammatik (se Dionysios Thrax).

Det tekstkritiske arbejde fik den meget vidtrækkende konsekvens, at nogle forfattere blev opfattet som klassiske, og deres værker blev udvalgt til model for stilistisk og indholdsmæssig efterligning. Dionysios fra Halikarnassos (1. århundrede f.v.t) er med sine studier af de attiske talere et godt eksempel på grammatikernes tendens til at fremhæve sprognormen hos de attiske forfattere fra 400- og 300-tallet f.v.t. på bekostning af den mere svulstige stil, som retorikere, først og fremmest i Lilleasien, udviklede. De to stilarter fik navnet atticisme og asianisme, og kampen mellem dem fortsatte i den romerske litterære debat. På det tidspunkt begyndte den højere uddannelse og dermed filologien at blive tosproget, i hvert fald i den vestlige del af Romerriget. De mange genfundne skoletekster fra det græsktalende Egypten bekræfter udsagn hos pædagogiske teoretikere som Quintilian om klassikernes rolle i undervisningen. De viser samtidig, at græsktalende skolebørn måtte have gloserede udgaver for at kunne forstå de klassiske tekster.

I 50'erne f.v.t. udarbejdede Andronikos fra Rhodos den første samlede udgave af Aristoteles' værker, og i Rom udgav Varro i år 43 f.v.t. De lingua Latina (Om det latinske sprog) i 25 bøger, den ældste latinske sprogbeskrivelse. Romerske grammatikere som Priscian forfinede senere begrebsapparatet, mens andre, fx Donat, skrev slidstærke skolebøger. Da romernes egen guldalderlitteratur fra årene omkring Kristi fødsel blev klassisk, skrev Servius mfl. kommentarer til bl.a. Terents, Vergil og Cicero.

Den tætte forbindelse mellem uddannelsessystemet og overleveringen af de klassiske tekster fortsatte efter kristendommens indførelse, da de klassiske sprog også blev kirkens sprog; dette har indtil nyeste tid spillet en væsentlig rolle for deres placering i uddannelsessystemet.

Det Vestromerske Riges sammenbrud i 400-tallet betød en svækkelse af den klassiske tradition i Vesteuropa. Græsk forsvandt fuldstændig fra undervisningen, mens latinundervisning fortsatte i klosterskolerne. Med dannelsen af Karl den Stores Tysk-romerske Rige omkring 800 opstod den karolingiske renæssance, en bevægelse, som bevidst søgte inspiration i den romerske kultur. Den øgede interesse for latin og ønsket om et ensartet tale- og skriftsprog over hele imperiet fik afgørende betydning for overleveringen af litteraturen, og kun ganske få af de latinske håndskrifter, der findes i dag, er ældre.

Karakteristisk for middelalderens læsning af de klassiske skrifter er, at ikke-kristen litteratur fortrinsvis blev brugt som sproglige forbilleder, mens indholdet ofte betragtedes som uinteressant eller direkte skadeligt. I 1100- og 1200-tallet fik man i Vesteuropa kendskab til bl.a. Aristoteles gennem oversættelser, nogle fra græsk, andre med arabisk som mellemled; det gav stødet til en ny filosofisk retning, skolastikken, hvis bearbejdning af det aristoteliske begrebsapparat fik stor betydning for senere europæisk filosofi.

I 1300-tallet opstod der i de norditalienske byer en bevægelse, som søgte tilbage til sprognormen hos de romerske klassikere, især Cicero. En af hovedkræfterne var Francesco Petrarca, der forestod en succesrig eftersøgning over hele Europa efter manuskripter af romerske forfattere. Pga. genopdagelsen af den græske litteratur fortsatte impulserne østfra indtil Konstantinopels fald i 1453, idet græske lærde på flugt fra de fremtrængende osmannere i løbet af 1400-tallet bragte hundredvis af klassikerhåndskrifter til de norditalienske byer. I løbet af få årtier spredtes kendskabet til græsk til universiteterne i Italien, samtidig med at den græske litteratur blev nyoversat til latin. Med renæssancen blev græsk og latin igen de to adgangsveje til studiet af antikken.

Bogtrykkerkunstens opfindelse i 1450'erne fik afgørende indflydelse på udbredelsen af den klassiske litteratur, og inden år 1500 fandtes næsten alle bevarede romerske forfattere på tryk. Snart efter fulgte den græske litteratur, fx Aldus Manutius' udgivelse af hele det aristoteliske korpus 1495-1498. I 1500- og 1600-tallet udkom tekstudgaver af høj kvalitet i landene nord for Alperne, f.eks. af Erasmus af Rotterdam. I Danmark gik det dog langsomt med udbredelsen af græsk på Universitetet og i latinskolerne, og så sent som 1575 måtte Jacob Madsen Aarhus ved sin tiltrædelsestale som professor i græsk ved Københavns Universitet indflette en Ad linguam Græcam discendam adhortatio (Opfordring til at lære det græske sprog).

Ude i Europa var filologien til gengæld i rivende udvikling i de næste to århundreder. Alle centrale klassiske forfattere blev udgivet og kommenteret af fremragende filologer som J.J. Scaliger, Justus Lipsius, Daniël Heinsius, Isaac Casaubon og G.J. Vossius; sidstnævntes historiske værker var med til at give filologien en bredere, mere historisk-antikvarisk basis. I 1700-tallet indledte Cambridgefilologen Richard Bentley med sine tekstkritiske afhandlinger en ny epoke i studiet af oldtidskulturerne og deres litteratur, og den bredere opfattelse af studiet fik næring i slutningen af århundredet med C.G. Heynes og J.J. Winckelmanns kunstteori, der førte til dels skabelsen af en egentlig arkæologisk disciplin, dels en ny interesse for de overleverede håndskrifter; således blev studiet af både indskrifter, epigrafikken, og skriftens historie, palæografien, selvstændige videnskaber. Hertil kom i slutningen af 1700-tallet papyrologien.

Med romantikkens gennembrud i Tyskland og Norden ændredes interessen for de klassiske forfattere markant. Mens de romerske digtere med Vergil i spidsen havde indtaget en ubestridt førsteplads, opfattede man nu med F.A. Wolf grækerne og særlig Homer som de oprindelige, ufordærvede europæere. Filologien blev af mange romantikere anset for adgangen til en kulturel helhedsforståelse af en fjern, men forbilledlig kultur. I Danmark fik denne tanke under navnet nyhumanismen indflydelse på det højere skolevæsen. Nyhumanismen inspirerede også en af latinskolens skarpeste kritikere, N.F.S. Grundtvig, der i de græske heltedigte så den oprindelighed og folkelighed, som han også fandt i den nordiske mytologi og i folkeviserne.

Indtil ca. 1800 havde alle klassikerudgaver været baseret på textus receptus, dvs. den teksttradition, som de første trykte udgaver havde fastlagt. Med genopdagelsen af håndskrifterne blev behovet for en revurdering af tekstgrundlag og udgivelsesmetode stadig mere påtrængende. For eftertiden står Karl Lachmann som eksponenten for den nye klassiske filologi, der med videnskabelig stringens opstiller alle kendte håndskrifter til en tekst i et stamtræ, stemma, udvælger de mest oprindelige håndskrifter og konstituerer en tekst, der kommer så nær den oprindelige som muligt. I Danmark har J.N. Madvig, der i midten af 1800-t. vandt internationalt ry for sine fremragende tekstkritiske udgaver af Cicero og Livius, haft stor indflydelse på den klassiske filologi og på en hel generation af filologer. Således udgav M.Cl. Gertz Senecas moralfilosofiske skrifter og grundlagde det filologiske studium af dansk middelalderlatin. Karl Hudes udgaver af Herodot, Thukydid og Lysias er stadig internationale standardværker, og J.L. Heiberg, som opdyrkede den græske naturvidenskab, udgav bl.a. Euklids Elementer og Archimedes' samlede værker.

1800-t.s store udgivervirksomhed betød en professionalisering af filologien og en indsnævring af dens område til fortrinsvis at beskæftige sig med tekstkritik og -konstituering. Samtidig betød opfindelsen af fotografiet, at arbejdet med håndskrifterne i de mange europæiske biblioteker blev væsentlig nemmere, og i tiden indtil 1930'erne stod den klassiske filologi meget stærkt på universiteterne og i den højere skole, især i Tyskland med Ulrich von Wilamowitz-Moellendorff som frontfigur. Jødeforfølgelserne i Tyskland før og under 2. Verdenskrig betød, at mange fremragende tyske filologer måtte flygte. De gav på denne måde vigtige nye impulser til den filologiske tradition i England og Amerika. Denne udvikling er blevet tydelig efter 2. Verdenskrig, hvor det filologiske centrum er flyttet fra Tyskland.

Mens klassisk filologi i 1800-tallet var et af de store fag på et universitet og spillede en overordnet rolle i gymnasiet, har de nye samfundsvidenskabers fremkomst i begyndelsen af 1900-tallet medført, at det i begyndelsen af 2000-tallet har en mere beskeden placering. Det er dog i vid udstrækning lykkedes at videreføre helhedssynet på den græsk-romerske kultur i undervisningen. Klassisk filologi har således fastholdt den internationalitet, som har præget faget siden renæssancen, og de fleste universiteter verden over har et institut, der udforsker og formidler græsk og romersk sprog og litteratur.

• filologi
• græsk
• latin
• tekstkritik