konsonanter

Artikulationsstedet henviser til det sted i talekanalen hvor der er kraftigst indsnævring af luftstrømmen, fx labial (ved læberne, som dansk b), dental (ved tænderne, som i nogle danskeres udtale af t, der herved får et karakteristisk "skarpt" præg), palatal (ved den hårde del af ganen, som den første lyd i danske ord som djævel og tjener), velær (ved den bløde del af ganen, som dansk g) og uvulær (ved drøblen, som dansk r i forlyd).

Der findes også sprog der bruger artikulationssteder som ikke bruges i dansk, fx sprog med faryngale konsonanter, der dannes ved en indsnævring i svælget. Faryngaler er meget almindelige i semitiske sprog som arabisk og hebraisk, men også i oprindelige nordamerikanske sprog.

Artikulationsmåde henviser til graden af åbning af talekanalen under artikulationen af konsonanter.

Den kan være helt lukket som i klusilerne (fx dansk b, d, g, k, p og t), eller med en snæver åbning som i frikativerne, hvor åbningen er så snæver at der dannes friktionsstøj af luftstrømmen ved artikulationsstedet (fx dansk f og s).

Åbningen kan også forekomme ved næseborene, som de gør i nasalerne (fx dansk m, n og ng), eller der kan slippe luft ud langs tungens sider som i lateralerne (i dansk har vi kun l, hvorimod man i kalaallisut (eller vestgrønlandsk) har to lateraler).

I nogle konsonanter er passagen for luften så åben at der ikke dannes støj ved artikulationsstedet, og dem kalder man approksimanter (som det danske "bløde d" i glad, bud og tid).

Den sekundære artikulation af konsonanterne drejer sig – i hvert fald for dimensionerne stemthed og aspiration – om aktiviteten i struben under artikulationen af en konsonant.

I struben sidder stemmelæberne, og de kan enten vibrere eller ej, og det er forskellen på stemte og ustemte lyde.

I dansk har vi kun ét par af lyde der alene adskiller sig ved stemthed: det stemte v (i forlyd) over for det ustemte f (også i forlyd), mens det i sprog som fransk og italiensk bruges til at gøre forskel på de stemte klusiler b, d, g overfor de ustemte klusiler p, t, k.

Der kan også skabes støj i struben, og det giver aspiration som er udbredt i germanske sprog, og som er forskellen på det uaspirerede b og det aspirerede p i dansk. Man regner med at dansk før har haft en stemthedskontrast i klusilerne, som i moderne fransk, men at den har udviklet sig til en aspirationskontrast.

Dimensionen artikulationsenergi er mindre veldefineret, idet det er svært at afgøre hvad der ligger bag kontrasten mellem fortis og lenis, som er modsætningerne i artikulationsenergi, ligesom man kan tale om stemte og ustemte konsonanter eller aspirerede og uaspirerede konsonanter.