Kraniologi
Kraniologien opstod sideløbende med studiet af anatomien i renæssancen og oplysningstiden. Her ses en tegning fra 1700-tallet.
Af /Wellcome Collection.

Kraniologi er læren om og studiet af kraniets bygning. Sommetider opdeles kraniologi i en række underdiscipliner, fx kraniometri, der er opmålinger af kraniet, og kranioskopi, der er vurdering af kraniet ud fra dets form.

Kraniologiske undersøgelser

Ofte er der store forskelle på kranieknoglerne hos selv meget nærtstående arter. Kraniologi spiller derfor en betydelig rolle for udredningen af uddøde hvirveldyrs afstamningsforhold, bl.a. menneskets forfædres, samt fx for identifikation af byttedyr i rovdyrs efterladenskaber. Også sygdomshistorier og almen ernæringstilstand kan studeres på kranier, ligesom indvandringer af nye menneskegrupper i visse tilfælde kan udledes fra jordfundne kranier. Underkæben er en af de kraftigste knogler i menneskets skelet og den hyppigst repræsenterede knogle i arkæologiske udgravninger.

Fysisk antropologi og racisme

Bruno Beger

På dette foto fra 1938 ses den nazistiske antropolog og raceforsker Bruno Beger i Tibet. Han er formentlig i færd med at måle det nasale indeks, forholdet mellem næsens højde og bredde. Det er et eksempel på et antropometrisk (kraniometrisk) mål, der varierer fra person til person. Gennemsnitsværdien varierer også mellem større grupper af individer fra forskellige befolkninger.

Af /Bundesarchiv, Bild 135-KB-15-089 .
Licens: CC BY SA 3.0

Kraniologiske undersøgelser af menneskekranier har især fra midten af 1800-tallet og til 1930'erne ligget til grund for talrige raceteorier, hvori især hjernekassens størrelse og bygning mentes at afspejle raceforskelle, herunder også forskelle med hensyn til udvikling af intelligens. Sådanne raceteorier er i dag stort set forladt af videnskaben. Det er dog et faktum, at der er geografisk og etnisk variation, når det gælder hjernekassens og ansigtsskelettets bygning, og viden om dette anvendes stadig inden for retsmedicin, biologisk antropologi og arkæologi, når skeletter bliver studeret.

Kraniometrien og dens historie

I oplysningstiden opstod kraniometrien, der er forskellige metoder til at måle kraniet. Der blev udviklet forskellige måleinstrumenter, som løbende blev ændret og forbedret. Formålet var dengang at inddele mennesker i fysiske typer (racer) eller at undersøge sammenhænge mellem kraniets mål og form på den ene side og intelligens og andre personlige egenskaber på den anden side.

Campers ansigtsvinkel

Kraniologi
Samtidig tegning af metoden til beregning af Campers ansigtsvinkel
Af /Wellcome Collection.
Portræt af Petrus Camper
Af /Wellcome Collection.

Den hollandske læge Petrus Camper (1722-1789) arbejdede med metoder til udmåling af ansigtets og hjernekassens vinkler og dimensioner. Han anvendte en indirekte metode, hvor han ikke målte på selve kraniet, men indtegnede kraniets eller hovedets profil på et papir, der var inddelt i felter. Herefter optegnede han linjer, hvis mål og hældning kunne bruges til beskrivelse af fysiognomien. Campers ansigtsvinkel, der viser kæbens og underansigtets fremspring i forhold til panden, fik særlig betydning. Den blev af Camper selv og andre personer i samtiden anvendt racistisk til at påvise en fysisk lighed mellem sorte afrikanere og primater, fx chimpanser. Camper lavede en undersøgelse, der viste, at ansigtsvinklen var omkring 100 grader på de fleste græske statuer, 85-90 grader på romerske statuer, 80 grader hos moderne europæere, 70 grader hos asiater, 58 grader hos sorte afrikanere og orangutanger og 42 grader hos haleaber. På baggrund af det mente Camper, at man på skalaen scala naturae kunne placere sorte afrikanere som et mellemtrin mellem aber og hvide europæere.

Camper var dog mindre racistisk end de fleste i sin samtid. Til en forelæsning i 1792 sagde han blandt andet, at beskrivelsen af forskelle på sorte og hvide ofte var præget af æstetiske og kulturelle fordomme. Camper interesserede sig også for hudfarve og årsager til forskelle i denne, og han lavede dissektioner af hud. Han kom frem til, at huden, på trods af farveforskelle, havde samme struktur hos alle individer. Det beskrev han i 1772 i essayet Redevoering over den oorsprong en de kleur der zwarten.

Blumenbach og racelæren

Blumenbach

Her ses en tegning af et kvindekranium fra Georgien. Billedet er fra Blumenbachs bog om menneskeracer fra 1775. Kraniet var hans yndling i den samling, han rådede over. Han syntes, at det havde noget særligt smukt og harmonosk over sig og navngav derfor den hvide race "den caucasoide race." (Foto fra Det Kongelige Bibliotek).

Blumenbach
Blumers opdeling i menneskeracer
Litografi fra 1810 der viser Blumenbachs opdeling af mennesket i fem racer. Øverst fra venstre mod højre står der: "Ein Europaer, Ein Malaye aus Otaheiti, Ein Amerikaner, Ein Neger, Ein Kalmyke". (Litografi i privat eje)
Blumers opdeling i menneskeracer
Blumenbachs menneskeracer
Illustration af Blumenbachs opdeling i fem menneskeracer repræsenteret ved typiske kranier. I midten ses den hvide (caucasoide) race
Af /Wellcome Collection.

Den tyske læge Johann Friedrich Blumenbach (1752-1840) samlede på kranier og arbejdede ligeledes med metoder til at beskrive dem, men han brugte udelukkende kvalitative og ikke kvantitative mål. Han beskrev morfologien (formen) og morfologiske kendetegn, såsom øjenbrynsbuernes og næsebenets fremspring og det samlede indtryk af kraniets udseende. I 1775 udgav han De generis humani varietate nativa, i hvilken man for første gang finder en opdeling af mennesket i fire racer: den hvide (europide) race, den sorte (negride) race, den gule (mongolide) race og den røde (americanide) race. Den hvide race fandt han bedst repræsenteret ved et kvindekranium i sin samling, der stammede fra Georgien i Kaukasus. Han betegnede derfor den hvide race som den "caucasoide" eller "kaukasiske race". I den reviderede udgave af lærebogen fra 1795 medtager Blumenbach desuden en brun (malajisk) race, udbredt i Sydøstasien og Stillehavsområdet. Selvom Blumenbach beskrev kraniets morfologi, så var det altså hudfarven, han anså for det vigtigste racekendetegn, og som han i første instans brugte som grundlag for sin klassifikation. I anden instans så han på andre kendetegn såsom hovedform, ansigtstræk, legemsbygning m.m.

Retzius og det cephaliske indeks

Den svenske antropolog Anders Retzius bidrog med det cephaliske indeks, der er en udregning af ratio mellem bredde og længde på hjernekassen set oppefra. På baggrund af den metode inddelte han kranier i tre typer: langskaller (dolikokefale), kortskaller (brakykefale) og middelskaller (mesokefale). Det cephaliske indeks fik afgørende betydning inden for den tidlige fysiske antropologi, da det hurtigt blev opdaget, at der var en betydelig geografisk variation. Det blev af den grund anset for et vigtigt racekendetegn.

Mortons studier af hjernens rumfang

Amerikaneren Samuel George Morton (1799-1851) udviklede i 1830'erne forskellige måleinstrumenter til udmåling af kraniet: goniometer og craniograph. Han fandt også på metoden til bestemmelse af hjernekassens rumfang ved at fylde kraniet med hirsekorn eller risgryn og bagefter hælde dem over i et målebæger. Han anvendte datidens raceinddeling af mennesker som udgangspunkt for at bestemme størrelsen af hjernen hos hhv. hvide, sorte afrikanere og sorte australiere. Med sin metode fandt han, at hvide havde den største hjerne og sorte afrikanere og sorte australiere den mindste. Asiater placerede sig imellem sorte og hvide. Han mente, at hjernens størrelse indirekte var et mål for intelligens, og at det dermed var bevist, at hvide var mere intelligente end sorte. I 1839 udgav Morton bogen Crania Americana. Den omhandler fortrinsvis studiet af kranier fra arkæologiske udgravninger eller lignende opdagelser i Nord- og Sydamerika, men hans teorier om sammenhængen mellem intelligens og hjernekassens størrelse tages også op i denne bog.

Kraniets anatomi

Kraniebunden
Schweizisk anatomisk tegning fra 1700-tallet af kraniebunden set oppefra i horisontalsnit. Til venstre i billedet ses tillige overmundens tandsæt. (Litografi i privat eje)
Kraniebunden

Kraniet omslutter og beskytter livsvigtige organer som hjernen, de højere sanseorganer og indgangen til luftvejene og fordøjelseskanalen. Kraniet er opbygget af et stort antal knogler, hvoraf kun underkæben og tungebenet er frit bevægelige. De øvrige knogler danner en fast mosaik, og bevægelser i mellem disse knogler er udelukket. Kraniet opdeles i hjernekassen (neurokraniet eller kalvariet) og ansigtsskelettet (det faciale skelet eller viscerokraniet). Hjernekassens bund og ansigtsskelettet rummer et stort antal små og store fremspring og ligeledes små og store åbninger og huller, hvor blodkar og nerver passerer igennem. Det har krævet mange års anatomisk forskning at kortlægge alt dette.

Historie

De store iøjnefaldende kranieknogler såsom underkæben, pandeben, isseben, tindingeben, nakkeben m.m. var allerede beskrevet i oldtiden. Der findes ligeledes gode detaljerede illustrationer i de første store anatomiske værker fra renæssancen af Leonardo da Vinci og Andreas Vesalius. En række præciseringer og yderligere kortlægning af detaljer tilkom imidlertid i løbet af 1600-tallet og 1700-tallet.

Forskellige mål

Der findes en lang række af mål som kan anvendes på kraniet eller de enkelte kranieknogler: kraniets længde, kraniets bredde, pandebenets bredde, øjenhulernes bredde og højde, afstanden mellem kondylerne på underkæben, kindbenenes bredde, diameter på foramen magnum (åbningen til rygmarven i kraniets bund) m.m.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig