landbrugets forurening

Det største markbidrag til vandmiljøet er udvaskning af nitrat-kvælstof til grundvand og vandløb. Grundvandet kan blive så forurenet af nitrat, at det ikke kan bruges som drikkevand, og nitrat kan øge algevæksten i havet og i visse søer, så der opstår iltsvind (se også kvælstofkredsløb). Overgødskning af miljøet og følgevirkningerne heraf kaldes eutrofiering. Nitratforureningen opstår, hvor gødningen ikke bliver udnyttet fuldt ud af afgrøderne. Det ubrugte overskud vaskes ud med efterårets regn. Markbidraget er langt den største kilde til nitratforurening af grundvand og hav.

I Folketingets Vandmiljøplan I fra 1987 var målet at få dette bidrag halveret. Man kan nedbringe bidraget fra husdyrgødningen ved at bygge så store gylletanke, at gyllen kan gemmes, indtil afgrøderne kan optage næringsstofferne effektivt, dvs. i vækstsæsonen. Om efteråret må man kun køre gylle og ajle ud på marker, hvor der er vedvarende græs, eller hvor der skal sås vinterraps. Man må ikke køre gylle ud, hvor markerne hælder så meget, at gyllen kan løbe ud i vandløbene eller i lavninger, hvor den kan sive ind i drænrør og ende i vandløb. Gyllen bruger ilt, dens ammoniak er giftig for fisk, og dens fosfor eutrofierer søer. Den første Vandmiljøplans metoder til at nedbringe landbrugets kvælstofforurening viste sig at være utilstrækkelige. Derfor blev der lavet yderligere stramninger i Vandmiljøplan II og Vandmiljøplan III. Bl.a. skulle landbruget nedsætte forbruget af kvælstof i forhold til de hidtil gældende normer. Nyt var også, at man ville bruge de våde enges evne til at uskadeliggøre nitratkvælstof (ved denitrifikation) for at nå målet på 100.000 t mindre kvælstof til vandmiljøet.

At indsatsen giver resultater, viser regelmæssige kvælstofmålinger i 86 danske vandløb 1989-2004: I 72 af dem er der sket et markant fald i kvælstoftabet fra markerne og i transporten af kvælstof gennem vandløbene og ud til havet: I gennemsnit er faldet ca. en tredjedel. Det er ca. dobbelt så stort et fald som i de andre EU-lande. Resultatet er opnået ved at udnytte husdyrgødningens kvælstof frem for den industrielt fremstillede kvælstofgødning. Dette forbrug er faktisk halveret fra ca. 400.000 t i 1990 til ca. 200.000 t i 2003, vel at mærke uden at høstudbyttet er blevet mindre.

Der kan også komme betydelige mængder fosfor ud i vandet fra de dyrkede marker, og det anses nu for at være en væsentlig årsag til, at eutrofieringen i mange søer er uændret stor eller endog øget til trods for, at man har fjernet fosfor fra spildevandet. Fosfor kan skylle med jord ud i vandløbene ved fx regnskyl og tøbrud. De 2 m brede dyrkningsfrie bræmmer, der siden 1992 har været lovpligtige ved de fleste vandløb, kan holde noget jord tilbage, men med Vandmiljøplan III fra 2004 foreslås 10 m brede bræmmer ved særligt udsatte vandløb, der dog endnu (2006) ikke er realiseret.

Man har måttet revidere opfattelsen af, at fosfor blev bundet til jordpartikler og derfor ikke vaskede ud i opløst form. Den store tilførsel af fosfor fra bl.a. svinegylle har betydet, at der i gennemsnit er akkumuleret 1,4 tons P pr. ha, nogle steder, bl.a. i Vestjylland, endnu mere, og jordpartiklernes bindingsevne er mange steder overskredet. Overskuddet vasker ud og øger eutrofieringen. Uanset at man kan udpege særlige risikoområder, er der hidtil ikke lavet særlige regler for at begrænse gødskningen her (se også fosfor (forurening) og vandmiljøplaner).

Ammoniak, der fordamper fra husdyrgødning, er en stor kilde til atmosfærens forurening med kvælstof; ammoniak føres hurtigt tilbage til landjorden og vandområder, det meste tæt på husdyrbrug. For at bremse fordampningen skal gyllen være dækket med et tæt flydelag af fx snittet halm i gyllebeholderen, og når man kører gylle ud på marker, hvor der ikke er afgrøder, skal den harves ned inden 12 timer.

Nogle af de midler, man bruger til at bekæmpe skadedyr, ukrudt og sygdomsorganismer med, kan forurene omgivelserne. Mange steder kan man nu spore rester af bekæmpelsesmidler i grundvandet. En forudsætning for, at et stof i dag kan godkendes til brug på markerne, er, at det ved forsvarlig brug ikke kan forurene grundvandet under markerne. Nu bruges normalt midler, der ikke er så farlige, men de kan alligevel give betydelige forureninger. Fx kan insektbekæmpelsesmidler forgifte små vandløb. Til trods for at der er regler for, hvor tæt de må bruges på vandløb, kan de alligevel ende i vandet, bl.a. gennem dræn og med vinden. Man kan i særlig følsomme områder få tilskud, hvis man undlader at sprøjte nærmere end 20 m fra vandløb.

Læs mere om landbrug.