Mannagryn er gryn, som fremstilles ved afpudsning af groft formalet frøhvide fra hårde hvedekerner. Afpudsningen foregår i møllerier. Mannagryn anvendes til mannagrynsgrød, ofte blot kaldet mannagrød, og i desserter.

Manna-sødgræs

Oprindeligt betegnede mannagryn de tørrede frø af den art af slægten sødgræs, der benævnes manna-sødgræs (Glyceria fluitans). Frøene indeholder stivelse med sød smag. Manna-Sødgræs bliver op til en meter høj og vokser almindeligt i Danmark. Voksestederne er våd, næringsfattig, dyndet bund langs sø- og vandløbsbredder, i grøfter og skovsumpe og ved kilder. Manna-sødgræs blomstrer i juni til juli.

De modne frø af manna-sødgræs har en behagelig sød, mandelagtig smag og blev indsamlet i bondesamfundene, ofte efter at søer og vandløb var isbelagt.

Tidligere blev manna-sødgræs dyrket på Falster og Lolland, og det var en vigtig afgrøde i Baltikum.

Læs mere i Lex