Danmark har forpligtet sig til at følge en række internationale konventioner, der kræver, at menneskehandel kriminaliseres, og at støtte og bistand ydes til ofre for menneskehandel. Den danske lovgivning om menneskehandel er beskrevet i Straffelovens § 262 a. Ifølge denne paragraf er det strafbart at rekruttere, transportere, overføre, modtage eller huse en person med henblik på udnyttelse gennem tvang, trusler, bedrag, udnyttelse af en sårbar situation, misbrug af magt eller afhængighed.
I dansk lovgivning læner vi os tæt op ad FN’s definition af menneskehandel, som beskrevet i FN's såkaldte Palermo-protokol. Palermo-protokollen er et tillæg til FN-konventionen imod organiseret kriminalitet over grænserne, som blev underskrevet af 120 lande i år 2000, herunder Danmark. Ifølge protokollen er menneskehandel defineret som rekruttering, transport, overførsel, skjulning eller modtagelse af en person gennem brug af magt, trusler, bedrageri eller udnyttelse af en sårbar situation med det formål at udnytte personen. Denne udnyttelse kan være seksuel udnyttelse, tvangsarbejde, slaveri eller handel med organer.
Palermo-protokollen understreger, at det ikke betyder noget, om personen har givet samtykke, hvis der er brugt tvang. Når det gælder børn under 18 år, anses det altid for menneskehandel, hvis de bliver udnyttet, også selvom der ikke er anvendt tvang. Her er det tilstrækkeligt, at der er sket en handling med det formål at udnytte barnet, eksempelvis til at sælge narkotika eller arbejde under uacceptable forhold.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.